05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Deltidsledige i klemme

Deltidsledige i klemme

Onsdag, 09. april, 2008, 00:00:00

Stramningen af dagpengereglerne kan tvinge deltids-beskæftigede ud af job uden udsigt til fuldtidsjob

af Hans Brinkmann
Hvis lovforslaget om at begrænse muligheden for supplerende dagpenge til 30 uger bliver gennemført, så vil det ramme de deltidsledige og virksomhederne hårdt, viser en ny undersøgelse fra A-kassernes Samvirke.
Der er ikke nok fuldtidsjob til ledige på supplerende dagpenge, tværtimod er der et udpræget misforhold mellem deltidsledige og fuldtidsjob, viser undersøgelsen.
- Både deltidsansatte på supplerende dagpenge og virksomheder kommer i klemme. Stramningerne af supplerende dagpenge vil ramme lavtlønnede lønmodtagere i deltidsjob meget hårdt, og mange vil være tvunget til at sige op og blive ledige på fuld tid, alene af økonomiske grunde. Samtidig vil de erhverv, der udbyder deltidsstillinger, få meget svært ved at få arbejdskraft, siger sekretariatschef i AK-Samvirke, Torben D. Jensen.
Samvirket har undersøgt antallet af fuldtidsjob på jobnet.dk indenfor flere brancher.
Undersøgelsen viser, at der er et klart misforhold mellem antallet af ledige på supplerende dagpenge, der skal søge og overtage fuldtidsarbejde, og det antal af fuldtidsstillinger der udbydes på jobnet.dk på relevante områder.
For eksempel er der 1945 deltidsledige indenfor køkken, hotel, restauration og kantine, men kun 679 fuldtidsjob.
Indenfor rengøring, ejendomsservice og renovation er der 2177 ledige, der skal konkurrere om 234 fuldtidsjob.
Samvirket har også set på antallet af fuldtidsstillinger blandt de såkaldte hotjob, som alle kan søge, her fandt man kun 309 stillinger.
Hvis ikke der oprettes flere fuldtidsjob, betyder det, at de deltidsansatte efter 30 uger mister deres supplerende indtægt i form af dagpenge.
Regeringens lovforslag, der begrænser de supplerende dagpenge fra 52 til 30 uger, behandles nu i Folketinget. Det skal til første behandling på fredag.
- Vi appellerer særligt til De Radikale og Dansk Folkeparti om at revurdere stramningerne, der vil ramme de dårligst lønnede lønmodtagere, og vil skabe mangel på arbejdskraft indenfor eksempelvis rengøring, ældrepleje, undervisning, hotel og restauration. Hvis ikke det sker nu, vil politikerne blive tvunget til at se på reglerne igen, når de sørgelige resultater foreligger, siger Torben D. Jensen.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside www.fagligtansvar.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. apr. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland