Byggefirma kræver tysk af danske murere - 3F undersøger om det er ulovlig diskrimination
af Hans Brinkmann
Et byggefirma i Lystrup ved Århus kræver, at danske murere skal kunne tysk, hvis de vil have arbejde hos ham.
Box Byg Entreprise har seks tyske murere ansat, og de gør det så godt, at direktør Lasse Johansen har sagt nej til at ansætte danske murere, hvis de ikke kan tysk.
- Der har været nogle murersvende, der har søgt arbejde, og som ikke har kunnet snakke tysk, og så har jeg været nødt til at sige nej, forklarer han til Østjyllands radio.
Hos 3F Transport, Logistik, Byg i Århus har man i øjeblikket 120 arbejdsløse murersvende og murerarbejdsmænd. A-kasseleder Klaus Jensen blev noget forbavset, da et af de ledige medlemmer oplyste, at han var blevet afvist til et job, fordi han ikke kunne tysk.
- Jeg spurgte, om han havde søgt job i Tyskland, men det var i Lystrup. Det er helt i skoven, når danske mestre nu kræver, at man skal tale tysk for at arbejde på danske byggepladser, siger han.
Afdelingen er sammen med forbundet i gang med at undersøge, om det er lovligt at afvise dansk arbejdskraft, som ikke behersker tysk.
- Så det firma, kan forvente at høre nærmere fra os, det er oven i købet medlem af Dansk Byggeri, siger Klaus Jensen.
Billigere og villigere
Box Bygs direktør lægger ikke skjul på, at den tyske arbejdskraft er nemmere at have med at gøre, og så får de i øvrigt mindre i løn. De får 150 kr. i timen, mens en dansk murer skal have omkring 170 kr. i timen.
- De er meget pligtopfyldende. De arbejder rimeligt målrettet og behøver ikke lange pauser. De laver generelt et pænt stykke arbejde, siger Lasse Johansen, til dr.dk.
- De lønsedler, vi ser, viser, at de bortset fra enkelte tilfælde går for mindre end danske kolleger. De er nemmere at styre, og har lettere ved at slå hælene sammen og sige jawohl. De skal ud at sidde i et hummer, så for dem handler det om at arbejde så meget så muligt, siger Klaus Jensen.
Han er bekymret over udviklingen.
- Samtidig med at vi får flere ledige, så er der mange udenlandske murere og murerarbejdsmænd på byggepladserne. De lønsedler, vi ser, viser, at de, bortset fra enkelte tilfælde, går for væsentligt mindre end danske kolleger. Det er svært at komme i bund med omfanget af decideret illegalt arbejde, fordi Politi og Skat åbenbart ikke har kræfter til at undersøge de sager, vi anmelder, siger han.
- Det er Ebberød Bank, når vi udbetaler understøttelse til ledige håndværkere, og ikke får en krone i skat fra dem, som overtager jobbene. Når vi så ender i en situation, hvor vi skal spørge vores ledige medlemmer om de kan tysk, når de skal søge job, så hører alting op, siger Klaus Jensen.
Enhedslisten vil nu have Beskæftigelsesministeren til at gribe ind. Enhedslistens Per Clausen har spurgt ministeren, om han enig i, at der vil være tale om ulovlig diskrimination, hvis en arbejdsgiver nægter at ansætte danske murere til arbejde i Danmark, hvis de ikke kan tale tysk?
Artiklen har tidligere været bragt på www.fagligtansvar.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278