Udsatte børn er taberne, når København skal spare 70 millioner på det hårdt ramte socialområde
Alene i år skal Københavns Kommune spare op mod 70 millioner kroner på socialbudgettet, og det fører til lukninger af specialinstitutioner og fyringer af socialrådgivere på stribe.
- Situationen er voldsomt kaotisk i socialforvaltningen i København. Socialrådgiverne er nødt til at prioritere, hvilke sager, de vil tage sig af, siger tidligere fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i København, Vinnie Eliasen, til Arbejderen.
Forholdene for udsatte børn og unge kom til fornyet debat, da moren til et 16-årigt avisbuds formodede drabsmænd fortalte, at hun gentagne gange har bedt de sociale myndigheder om hjælp før det fatale overfald.
Sagen er druknet i de hastigt voksende papirbunker af udsatte børn og unge, som pressede socialrådgivere aldrig når at tage sig af.
Med de aktuelle nedskæringer bliver forholdene endnu værre, påpeger Vinnie Eliasen. Nedskæringerne går især ud over det forebyggende arbejde, siger hun.
- Alle er for eksempel klar over, at hvis man skal have anbragt et barn, skal sagen være virkelig langt ude, før man får den forhandlet igennem, fortæller Vinnie Eliasen.
Socialrådgiveren frygter, at de socialt udsatte københavnere bliver ofret i et kynisk politisk spil, fordi Enhedslisten sidder i områdets borgmesterstol.
- Socialområdet må holde usædvanligt hårdt for med nedskæringer, mens eksempelvis beskæftigelsesområdet får tilført midler. Der ligner, at det politiske flertal ønsker at straffe det område, hvor borgmesteren står uden for forlig, påpeger Vinnie Eliasen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278