BUPL, FOA og Sundhedskartellet var kaldt i Forligsen i går. Hele vejen rundt melder de offentlige forbund, at de er klar til konflikt
BUPL klokken 17. Sundhedskartellet klokken 18 og FOA klokken 19.
Sådan lød den stramme tidsplan for forligsmand Mette Christensen, da hun i går holdt møder med repræsentanter fra de offentlige forbund, der endnu ikke har fået forhandlet et overenskomstforlig på plads.
- Lige nu har jeg en klar forventning om at blive sendt hjem igen med beskeden, at konflikten er udskudt i fjorten dage. Mig bekendt er der ingen tegn på, at der kommer flere penge på bordet, så der kan spændes bro over den forskel, der ligger i det indgåede KTO-forlig og de krav, vi stiller om at indhente lønefterslæbet og sikre mandeløn til kvindefag, siger Dennis Kristensen, FOA`s forbundsformand til Arbejderen, inden mødet.
Han regner således med, at det bliver en kort visit i Forligsinstitutionen.
Samme vurdering kommer fra Henning Pedersen, formand for BUPL.
- Jeg kan ikke forestille mig, at forligskvinden kan nå til anden konklusion, end at der ikke kan opnås forlig. Vi har haft kontakt til Kommunernes Landsforening (KL) et par gange i løbet af de sidste 14 dage. Vi er kommet med en række forslag i håb om at kunne bevæge KL, men må se i øjnene, at det ikke er lykkedes. Den korte version af deres tilbagemeldinger lyder, at nogle har sagt ja til den økonomiske ramme i KTO-forliget, og så skal dem, der siger nej, ikke have mere, siger Henning Pedersen til Arbejderen.
Det er ikke lykkedes at få fat på Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet, men på hjemmesiden står der, at Sundhedskartellet holdt et fire timers møde med Danske Regioner i tirsdags. I går formiddags var der så møde med KL.
'Sundhedskartellets forhandlinger med henholdsvis Danske Regioner og KL skal forelægges forligskvinden på et møde onsdag den 26. marts klokken 18', hedder det nøgternt.
Endte onsdagens møder som forventet med, at forligskvinden udskyder konflikten i 14 dage, så tager forbundene det med. Uanset hvornår konflikten måtte komme, melder de klar. Masser af aktiviteter er allerede sat i værk, og andre vil blive det, når tid kommer. Og der er penge nok i forbundenes strejkekasser.
- Jeg sidder ikke på en tom kasse og bider negle. En måneds konflikt vil ikke være noget problem for os, forsikrer Dennis Kristensen.
FOA har udtaget omkring 35.000 medlemmer til konflikt.
BUPL har varslet konflikt for 13.000 medlemmer, svarende til godt 22 procent af medlemmerne. Henning Pedersen nøjes med at slå fast, at BUPL kan 'holde i lang tid' med de penge forbundet har i strejkekassen.
Heller ikke Dansk Sygeplejeråd (DSR) har nævnt, at penge bliver noget problem.
Det samlede Sundhedskartel, hvor DSR udgør den største gruppe, sender 70.000 medlemmer i konflikt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278