05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ni mand frem for en afstemning

Ni mand frem for en afstemning

Lørdag, 15. marts, 2008, 00:00:00

Ni bevægelser forsøgte i går at bevæge Folketingets Europaudvalg i retning af en folkeafstemning om Lissabon-forfatningen

- Hvis vi i fagbevægelsen undlod at bruge det demokratiske element ved vores overenskomstfornyelser, nemlig en urafstemning blandt vores medlemmer, ville det simpelt hen amputere dansk fagbevægelse.
Med denne sammenligning forsøgte Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen, i går at forklare Europaudvalgets medlemmer, hvad folketingsflertallet egentlig har gang i, når de vil gennemtvinge Lissabon-forfatningen uden en folkeafstemning.
Ole Jensen var med i en deputation bestående af ni bevægelser, der i går havde foretræde for Folketingets Europaudvalg. Her argumenterede de for at Folketinget sender Lissabon-forfatningen til folkeafstemning.
Bjarne Laustsen (S) ville gerne vide, om nogen af de ni organisationer overhovedet var positivt stemt overfor Lissabon-forfatningen.
- Nej, det tror jeg ikke. Men vi er jo også handicappede af at have læst den, svarede Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen.
Han pegede på, at det åbenbart er umuligt for nogen at påvise en dansk lov, der ikke påvirkes af Lissabon-traktaten.
- Og så er der ikke længere tale om en traktat, men om en forfatning, en grundlov, slog Jens-Peter Bonde fast.
Frank Dahlgaard fra Nationernes Europa forklarede, at selv en af den nedstemte EU-forfatnings fædre, den tidligere franske præsident Valery Giscard d`Estaing, åbent havde sagt at EU-forfatningen og Lissabon-traktaten er ét og samme.
- Derfor bør Lissabon-traktaten også til folkeafstemning, ligesom det var meningen med EU-forfatningen, sagde Frank Dahlgaard.
At regeringens jurister har erklæret, at der ikke afgives suverænitet 'i grundlovens forstand', er ikke noget argument, mener Frank Dahlgaard.
- Jeg lytter skam til deres argumenter - ligesom jeg gjorde med Tvind-loven, da jeg sad i Folketinget. Den stemte jeg for, fordi juristerne sagde den var i orden. Men den blev kendt grundlovsstridig af Højesteret. Det har lært mig, at man som folkevalgt har pligt til selv at tænke sig om og bruge sin sunde fornuft, sagde Frank Dahlgaard.
Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen, understregede at ingen i EU-Parlamentet prøvede at give indtryk af, at der er tale om en anden traktat end den nedstemte EU-forfatning.
- Det, man diskuterer dernede, er derimod hvordan man kan undgå folkeafstemninger om den nye forfatning, forklarede Søren Søndergaard.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland