04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

33 danske borgmestre skriver til Erdogan

33 danske borgmestre skriver til Erdogan

Onsdag, 12. marts, 2008, 00:00:00

33 danske borgmestre støtter 56 kurdiske kolleger, der er anklaget for at støtte en ¤¤kriminel organisation¤¤ fordi de ønsker ROJ-tv bevaret

56 kurdiske borgmestre i Tyrkiet er anklaget for at støtte det forbudte kurdiske parti PKK. Statens retssag mod dem skulle afgøres i går ved domstolen i byen Diyarbakir. Men sagen blev nok engang udsat, beretter Serdal Benli, som var taget til Diyarbakir for at overvære retssagen.
- Sagen er udsat til 15. april, men ikke nok med det. Myndighederne har også ændret anklagen, fortæller Serdal Benli til Arbejderen.
Indtil i går var borgmestrene anklager for landsskadelig virksomhed, som kan give op til 15 års fængsel. Men anklagemyndigheden har nu ændret anklagen, så borgmestrene højst risikerer to års fængsel for at have ytret sig til støtte for en 'kriminel organisation'.
Borgmestrenes angivelige forbrydelse består i, at de har skrevet under på en appel til Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen om ikke at bøje sig for presset fra Ankara og fratage den kurdisk-sprogede satellitstation ROJ-tv sin danske sendetilladelse.
Serdal Benli er under sit ophold i Diyarbakir gæst hos en af de 56 kurdiske borgmestre, og kan fortælle, at denne anklage ikke står alene.
- Min vært har 15 anklager hængende over hovedet. En af dem handler om, at han har brugt et kurdisk sætning i en nytårshilsen, der var affattet både på engelsk og på tyrkisk samt på kurdisk, fortæller Benli, der er medlem af SF`s hovedbestyrelse.
I Danmark deler 33 danske borgmestre hans vrede og bestyrtelse over de tyrkiske myndigheders voldsomme brud på ytringsfriheden og kurdernes demokratiske rettigheder.
De har alle skrevet til Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan:
'Sådanne retssager bør ikke finde sted i et demokratisk retssamfund.... Jeg vil hermed opfordre dig til at sørge for at retssagerne mod disse borgmestre ophæves, således at de i tryghed og sikkerhed kan passe deres arbejde til gavn for borgerne i deres kommune', hedder det i brevet.
De 33 borgmestre kommer fra hele landet og tilhører alle partier. Fra Erik Sørensen i Frederikshavn over Niels-Ulrik Bugge i Odder og Bo Andersen i Faaborg-Midfyn til fire af de seks borgmestre på Københavns rådhus; nemlig Klaus Bondam, Pia Allerslev, Mikkel Warming og Jakob Hovgaard.
Mens sagen var under behandling i Diyarbakir forsøgte den tidligere københavnske borgmester Villo Sigurdsson sammen med andre repræsentanter fra Kurdisk Forum i Danmark at aflevere brevene fra de 33 danske borgmestre til Tyrkiets ambassadør i Danmark.
De blev ikke lukket ind og måtte i stedet sende brevene anbefalet både til ambassadøren, til premierministeren i Ankara samt i kopi til Anders Fogh Rasmussen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland