Arbejdere fra FOA brugte kvindekampdagen til at markere deres opgør med den historiske lønforskel på traditionelle mande- og kvindefag

Hundredevis af røde paphænder bevægede sig i lørdags i lange konvojer fra fagforbundet FOA`s afdelingshuse på Frederiksberg og Østerbro for at mødes foran forbundets hovedkontor på Staunings Plads i det indre København.
De røde hænder er allerede blevet et velkendt symbol på FOA`s kamp for mere i løn og flere hænder på de offentlige omsorgsarbejdspladser.
Det er hænder, som i hundredvis af år har plejet børn, ældre og syge. Hænder som igennem generationer er blevet røde af slid og sæbevand. Hænder som blev institutionaliserede først i 1960`erne, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, men som aldrig fik deres retmæssige løn for arbejdet, og siden har oparbejdet et lønefterslæb på næsten 20 procent i forhold til mændenes fag. Hænder som nu knyttes og kræver den historiske lønforskel indhentet gennem de aktuelle overenskomstforhandlinger.
Denne dag er hænderne flankeret af tændte fakler. Det er ottende marts, kvindernes internationale kampdag, og FOA`s medlemmer i social- og sundhedssektoren og den pædagogiske sektor bruger den historiske dag til at tænde ligelønsfaklen med et fakkeltog, der kræver mandeløn til kvindefag.
Social- og sundhedshjælper Inge-Dora Josefsen fra hjemmeplejen i Esbjerg er ikke i tvivl:
- Det handler om anerkendelse. Man føler sig ikke anerkendt, når man ikke får den samme løn som kolleger med det samme uddannelsestrin på mændenes område. Vi er sakket bagud i løn inden for kvindefagene i mange år, og derfor er kvindernes internationale kampdag den rette dag at markere, at nu skal det rettes op, siger hun til Arbejderen.
Inge-Dora Josefsen har aldrig fejret 8. marts før, men i år tog hun toget fra Esbjerg sammen med nogle kolleger syv timer før fakkeltogets start.
- Det er netop i dag, vi kvinder markerer, at vi har kæmpet i mange, mange år. Hvis vi nu havde fået ligeløn dengang man vedtog ligeløn, så havde vi ikke behøvet at gå her i dag. Men det skete ikke, og nu skriver vi 2008, så nu må det være. Tiden er kommet, fastslår Inge-Dora Josefsen.

Også mænd med
Selvom det godt 100 meter lange fakkeltog klart tæller flest kvinder, er der også plads til mandlige kolleger fra plejehjemmene og hjemmeplejen.
Sygehjælper Lars Mortensen fra plejehjemsområdet på Nørrebro føler sig ikke udelukket af parolen 'mandeløn til kvindefag'.
- Lønefterslæbet rammer jo alle os, der arbejder inden for de traditionelle kvindeområder. Jeg har 16.000 udbetalt om måneden for at hjælpe mine ældre medborgere ud af sengen, i bad eller med at få noget at spise, al den helt nære omsorg, 37 timer om ugen, siger han til Arbejderen.
Lars Mortensen tror på, at kravet om markant mere i løn kan nås, hvis social- og sundhedsarbejderne sætter magt bag agt.
- Så længe vi tier, tror de vi er tilfredse. Men pengene er der jo. De bliver bare brugt på Ørestaden og tunneler under Øresund og andre prestigeprojekter, understreger han.

Fastholder lønkrav
'Vi er kvinderne fra landet, vi er kvinderne fra by`n... vi er kvinderne der bare ikke mer` vil jokkes på, og vi si`r det jævnt og klart, så selv Anders Bondo kan forstå'.
Jesper Jensens gamle kvindekampsang er gjort aktuel til lejligheden og med en opsang til den KTO-chefforhandler, de lavtlønnede kvinder mener lader sig nøjes med for lidt, mødes de to fakkeltog foran forbundets hovedkontor på Staunings Plads.
- 12,8 procent, som Anders Bondo har stillet sig tilfreds med, er anderledes for lærerne end de er for social- og sundhedsarbejderne og rengøringsassistenten. Vi har ikke fået ligestilling - kvindefagene er stadigvæk de lavestlønnede. Derfor holder vi fast i kravet om mandeløn til kvindefag, siger Kirsten Annette Christensen, formand for Almenområdet i FOA-afdelingen LFS, til Arbejderen.
Optogene har samlet sig foran scenen og ser til mens formand Dennis Kristensen får hjælp af Kvinderådets forkvinde, Randi Iversen, til at tænde en stor ligelønsfakkel, som skal brænde resten af aftenen. Der bliver sunget og råbt med på slagordene om mere i løn.
- Vi har fået kræfter igen, og nu skal vi bruge dem. Når social- og sundhedsarbejdere tager toget hele vejen fra Esbjerg, vidner det om en enorm kampgejst. Den kampgejst skal vi honorere. Fagbevægelsen skal begynde at blive mere politisk og turde snakke om, hvad der gør, at forskellene i samfundet vokser, fastslår Kirsten Annette Christensen.
- Medlemmerne har fået nok. De ser et samfund, hvor direktøren får den ene lønforhøjelse efter den anden, mens de får et mere og mere stresset job. Uligheden vokser, både mellem kvinder og mænd og mellem grupper i samfundet. Det er absolut ikke forældet at snakke om kvindekamp og lønkamp den 8. marts 2008, understreger hun.