04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Mænd får 20 procent mere

Mænd får 20 procent mere

Lørdag, 08. marts, 2008, 00:00:00

Det er på tide at få gjort op med det historiske lønefterslæb, som betyder, at kvinder får mindre i løn. Et nyt ligeløns-netværk tager kampen op

Når en mandlig, privatansat lastbilchauffør sætter kursen mod de danske landeveje, får han omkring 100 kroner i timen. Samtidig må en kvindelig social- og sundhedsarbejder, der bruger en time hos Hr. og Fru Jensen, nøjes med en femtedel mindre, omkring 80 kroner.
Lønnen er ulige, selvom lastbilchaufføren og social- og sundhedsarbejderen har nøjagtig den samme længde uddannelse bag sig.
Det skyldes en historisk lønforskel i de traditionelle kvindefag og de traditionelle mandefag, mener forbundssekretær og ligestillingsordfører i fagforbundet FOA, Nanna Højlund.
- Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og de traditionelle 'husmoder-opgaver' blev professionaliseret, fik man aldrig givet dem en løn, der svarede til deres arbejde. Dengang regnede man ikke kvinderne som forsørgere og gav dem nærmest en slags lommepenge, siger Nanna Højlund til Arbejderen.

Omsorgsopgaver
De arbejdsområder, der er ramt af det historiske efterslæb, er især de omsorgsopgaver, der nu udføres af det offentlige. Derfor markerer lønforskellen sig tydeligt mellem de offentligt og privatansatte med kortere videregående uddannelser. For at rette op på efterslæbet står FOA bag OK-kampagnen 'mandeløn til kvindefag'.
- Vi har aldrig fået ryddet op i lønforskellen, og efterslæbet har fulgt kvinderne op gennem tiden. Hver gang, der er forhandlet en overenskomst, uden at det er rettet op, er det vokset. Det gør vi op med nu, forklarer Nanna Højlund.
Lastbilchaufføren og social- og sundhedsarbejderen er ikke de eneste, der slås med en kønsbestemt lønforskel.
Nyeste tal fra EU`s analyseinstitut Eurostat viser, at det gennemsnitlige løngab mellem danske mænd og kvinder i 2006 var på 18 procent. Det er en stigning fra 15 procent i 2001 og placerer Danmark på 16. pladsen for ligeløn i EU-landene. Foran os ligger lande som Portugal, Polen og Estland.

Nyt netværk for ligeløn
Det vil et nyt, nationalt ligelønsnetværk nu gøre op med. Netværket består af blandt andet Dansk Magisterforbund, HK, FOA, Dansk Metal og 3F samt en række enkeltpersoner og politikere.
- Vi vil sætte den manglende ligeløn på dagsordenen. Uanset om du er rengøringsassistent eller akademiker, rammes du af forskellen, og det er helt uacceptabelt, at løngabet samtidig stiger, siger næstformand i fagforbundet 3F og initiativtager til netværket, Jane Korczak, til Arbejderen.
Selvom netværket lige har holdt sit første møde, er der allerede en konference i det tidligere efterår på programmet. Samtidig barsles der med mere sprælske events.
Det hele vil være at finde på hjemmesiden løngab.dk, som netværket offentliggør i dag. Hjemmesiden skal samtidig bruges til erfaringsudveksling i ligelønskampen.
- Det her er en opgave som ingen enkeltperson eller enkeltorganisation kan klare. Den skal løftes i flok, fastslår Jane Korczak.
At løngabet opleves som et problem på arbejdspladserne, afslører en rundspørge, ugebrevet A4 har foretaget. Den viser, at otte ud af ti kvinder ser den manglende ligeløn som det største ligestillingsproblem. Tilsvarende oplever kun fire ud af ti mænd uligelønnen som et problem.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland