04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

50 sosu-fyringer på vej i Hjørring

50 sosu-fyringer på vej i Hjørring

Torsdag, 06. marts, 2008, 00:00:00

Hjørring Kommune har oparbejdet et underskud på 70 millioner kroner. Der varsles fyringer i ældre-og plejesektoren

Kun to måneder inde i bud-getår 2008 har Hjørring Kommune oparbejdet et underskud på 70 millioner kroner.
De penge skal findes, lyder det fra borgmesteren, og derfor er der udarbejdet et sparekatalog, der peger på konkrete besparelser i alle kommunens udvalg.
Størstedelen af pengene skal hentes hjem ved alvorlige nedskæringer i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget (SÆH-udvalget), der ser ud til at få et underskud på 40 millioner i år.
Nogle af pengene kan findes ved at lukke aflastningscentret for ældre, kaldet Motellet, lyder et af forslagene i sparekataloget. Sammen med andre besparelsesforslag i ældre- og plejesektoren kan det ifølge TV2/Nord komme til at koste 50 ansatte i pleje- og ældresektoren jobbet.
- Vi kan ikke afvise, at det vil betyde fyringer. Hvor mange er det endnu for usikkert at sige. Vi tror nu ikke på, at for eksempel den foreslåede lukning af Motellet vil give den besparelse, som politikerne tror. Dem, der i dag bor på stedet og benytter dets aktivitetscenter, vil jo stadig have behov for pleje og genoptræning, siger Ingrid A. Mose, formand for FOA Hjørrings Social- og Sundhedssektor, til Arbejderen.
Der er i gennemsnit plads til 41 beboere på motellet. Dertil kommer at mange andre borgere i kommunen benytter sig af stedets tilbud om ugentligt gymnastik.
- Der bliver også peget på rengøringsområdet. Rengøringen er i forvejen så skrabet, at det er helt flovt. I dag bliver der typisk gjort rent hver anden uge i 1-1,5 time. Det foreslår de ændret til hver tredje uge, lyder det tydeligt forarget fra sektorformanden.
- Ender det alligevel med fyringer, så må det være politikernes ansvar at pege på hvilke opgaver, der ikke længere skal udføres, mener Ingrid A. Mose.
Finder Hjørring Kommune ikke pengene risikerer den at blive straffet til næste år. Efter forlydender er regeringen i forhandlingerne om finansloven blevet enige med Dansk Folkeparti om, at kommunerne skal straffes, hvis de ikke overholder kommuneaftalen. Der er både lagt op til en individuel straf af den enkelte kommune og en kollektiv straf, hvor regeringen skærer i bloktilskuddet.
Arbejderen har forsøgt at få en kommentar fra Jørn E. Christiansen (F), der er formand for SÆH-udvalget. Udvalget var ikke færdig med sit møde ved deadline.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland