I dag tager BUPL`s hovedbestyrelse stilling til KTO-forliget. KTO har glemt kravet om at indhente lønefterslæbet, mener Ulla Nygaard
Medlemmerne af BUPL i Sydjylland og fagforeningens formand, Kim Jørgensen, har ikke ligefrem armene over hovedet i jubel over det indgåede forlig på det kommunale område.
- Vi holdt det første af tre medlemsmøder i går (mandag, red.). Medlemmerne mener ikke, det er godt nok med generelle lønstigninger på 7,53 procent over tre år. Jeg er enig, og der skal meget vægtige argumenter til at ændre den holdning, siger Kim Jørgensen til Arbejderen.
Han påpeger også, at medlemmerne har svært ved at gennemskue, hvad en procentvis stigning betyder i kroner og ører.
- Dertil kommer, at konsekvensen af at arbejde med procentvise stigninger bliver, at dem, der tjener mest, får mest. Det kan da virke lidt paradoksalt når et af temaerne for denne overenskomstfornyelse har været at udligne lønforskellene.
Han mener heller ikke, at forliget retter op på det lønefterslæb, som offentligt ansatte har sammenlignet med de privatansatte. Dermed er der heller ingen anerkendelse af, at pædagoger rent faktisk har gennemgået en videregående uddannelse.
- Her fra er der fuld opbakning til den kurs, som forbundsformand Henning Pedersen og hovedbestyrelsen har lagt ved at tage forbehold for forliget. Forbundet er heller ikke helt på plads med egne forhandlinger og derfor er det meget fornuftigt også at fastholde stejkevarslet, lyder det fra den sønderjydske formand.
Han sidder ikke selv i hovedbestyrelsen og får ikke indflydelse på forbundets stillingtagen. Det gør derimod Ulla Nygaard, næstformand i BUPL Århus. Hun giver ikke meget for snakken om, at det er det bedste forlig i 20 år.
- Det siger mere om de forudgående forlig end om det her. KTO har jo helt droppet kravet om at få hentet det lønefterslæb på dokumenteret 1,5 procent, som vi halter efter det private. Det var ellers et krav, KTO stod fast på i starten af forhandlingerne, siger hun til Arbejderen.
Hun medgiver, at der er kommet lidt ekstra på i form af 0,45 procent oven i feriegodtgørelsen og 0,2 procent til personalegoder.
- Men det skal sættes op mod det oprindelige krav. Den ekstra feriegodtgørelse kan ikke ses på den månedlige lønseddel. Feriegodtgørelsen kommer til udbetaling som et engangsbeløb i overenskomstens sidste år.
Den århusianske næstformand håber, at BUPL står fast på sit forbehold.
- Alle ved at institutionsområdet, sammen med sundhedssektoren og plejesektoren, har svært ved at rekruttere nye til området. Kravet om at få indhentet lønefterslæbet handler derfor ikke om egen vinding, men om at sikre kvaliteten i den offentlige sektor. Det løser KTO-forliget slet ikke, mener Ulla Nygaard.
Vender BUPL tommelen nedad tyder meget på, at der ryger tre store områder i forligsinstitutionen, nemlig medlemmerne af Sundhedskartellet, FOA`s medlemmer og pædagoger og klubfolk. De udgør tilsammen mere end halvdelen af de offentligt ansatte i kommunerne.
- Hvis pædagogerne går med er det første gang, at så mange offentligt ansatte havner i forligsen. I den situation gælder det om at stå sammen i kampen for ordentlige vilkår og løn, siger Ulla Nygaard.
BUPL`s hovedbestyrelse mødes i dag klokken 13.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278