04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forlig øger ulighed

Forlig øger ulighed

Lørdag, 01. marts, 2008, 00:00:00

Regeringen har sikret flertal for en jobplan, der indeholder nedskæringer i retten til at modtage supplerende dagpenge. Fagbevægelsen raser

20.000 lønmodtagere risikerer at miste op til 50.000 kroner om året, når der bliver skåret i retten til supplerende dagpenge.
Det skønner LO, der har regnet på konsekvenserne af dagpengeændringerne, som er indeholdt i den jobplan regeringspartierne, Dansk Folkeparti, De Radikale og Ny Alliance er blevet enige om.
Fremover kan man kun modtage supplerende dagpenge i 30 uger i løbet af to år. I dag gælder retten i 52 uger indenfor 70 uger.
Jobplanen møder generelt stærk kritik fra fagbevægelsen. De peger på, at dagpengeforringelserne især rammer de mennesker, der befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet med kort eller ingen uddannelse.
3F er et af de forbund, hvor en del medlemmer gør brug af ordningen, fordi de har svært ved at få arbejde på fuld tid. Formand Poul Erik Skov Christensen er derfor skarp i sin kritik af forliget.
- Det er så skævt, at det gør ondt. Det er et beskæmmende forlig, der skaber større ulighed, og formentlig også højere ledighed blandt nogle af de mest sårbare grupper af lønmodtagere, siger Poul Erik Skov Christensen.
AK-Samvirke, brancheorganisation for danske a-kasser, har kigget nærmere på de nye regler på dagpengeområdet. Deres beregninger viser, at ændringerne vil få direkte betydning på rengøringsområdet, butiksområdet, pleje- og ældresektoren, undervisningssektoren og restaurationsbranchen.
- Nu er der mange forestillinger om, hvad der kommer til at ske. En af dem går på, at arbejdsgiverne vil opslå langt flere stillinger på fuld tid. Det tror jeg ikke på. I stedet vil vi se, at de bliver nødt til at tage ukvalificeret arbejdskraft ind, fordi pædagogmedhjælperen eller sosu-arbejderen har fået arbejde ved kassen i et supermarked, siger Lars Preisler, konsulent i AK-Samvirke til Arbejderen.
Dansk Folkeparti slog netop på frygten for mangel på arbejdskraft i ældre- og plejesektoren som et argument mod forringelser i dagpengeretten. Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted indrømmer da også, at han ikke jubler over forliget, men er 'moderat tilfreds'.
- Det var, hvad vi kunne komme igennem med og Dansk Folkeparti har erkendt, at det var nødvendigt at sætte ind for at afhjælpe manglen på arbejdskraft. Det er klart, at de supplerende dagpenge har været det ømme punkt, men med indholdet i jobplanen samlet set kan vi leve med det, siger Bent Bøgsted til Arbejderen.
Regeringen mener dagpengeændringerne vil give op til 2000 flere i beskæftigelse. Det tror de to hovedorganisationer LO og FTF ikke på. De mener, at deltidsbeskæftigede risikerer at ryge ud i fuldtidsledighed eller bliver tvunget over på beskæftigelsesområder, som ikke matcher deres uddannelse.


Jobplanen
- Der indføres et særligt bundfradrag på 30.000 kroner om året til folkepensionister.
- Der indføres en skatterabat på op til 100.000 koner. for 64-årige i arbejde, hvis de har arbejdet fuld tid siden de var 60 og har haft en gennemsnitlig årlig indkomst under 550.000 kroner fra 57-59 års alderen.
- Muligheden for at få supplerende dagpenge sættes ned til 30 uger indenfor 104 uger.
- Voksenlærlingeordningen genåbnes.
- Regeringen fremlægger handlingsplan for nedbringelse af sygefravær til sommer.
- Det gøres lettere for velkvalificerede udlændinge at komme til Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland