Vaxholm-dommen forbyder ikke blot svensk fagbevægelse at konflikte for svenske overenskomster til udstationerede arbejdere. Den varsler et opgør med den nordiske aftalemodel

Vaxholm-sagen startede, da et lettisk byggefirma, Laval Un Partneri, efter offentlig licitation i 2004 fik til opgave at renovere en skole i Vaxholm ved Stockholm. Det lettiske firma medbragte selv arbejdskraft fra Letland.
Som modtræk mod det svenske bygningsarbejderforbunds krav om overenskomst tegnede det lettiske firma overenskomst med en lettisk fagforening. Det skete dagen før det afgørende forhandlingsmøde med det svenske bygningsarbejderforbund.
Den lettiske overenskomst gav Lavals udstationerede bygningsarbejdere en timeløn på omkring 100 kroner under en svenske bygningsarbejders løn.
Det svenske bygningsarbejderforbund iværksatte den varslede blokade, og fik den svenske arbejdsret ord for, at blokaden var lovlig. Men på begæring af Laval og den svenske arbejdsgiverforening sendte den svenske arbejdsret blandt andet dette spørgsmål videre til EF.-domstolen:
'Er det i overensstemmelse med EU`s fri bevægelighed for tjenesteydelser, at fagbevægelsen gennem blokader forsøger at få en besøgende virksomhed til at tegne overenskomst, når den lov, der har gennemført udstationeringsdirektivet i Sverige, ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om, at man skal anvende de arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder i værtslandets overenskomster?'

Kapitalens rettigheder vandt
Det svarede EF-domstolen klart nej til med sin dom den 18. december 2007.
Ifølge dommen er retten til at indgå kollektive overenskomster og retten til at konflikte for at opnå sådanne overenskomster en del af de grundlæggende rettigheder i EU.
Men det samme er virksomheders ret til fri udveksling af tjenesteydelser og til fri etablering overalt i EU. Og disse og andre Indre Markeds-rettigheder skal afvejes mod strejkeretten.
I Vaxholm-sagen vandt kapitalens rettigheder klart med flere længder.
Og ikke nok med det: Dommen gør reelt det såkaldte udstationeringsdirektiv til et maksimums-direktiv.
Direktivet indeholder en række minimumskrav til, hvad udstationerede arbejdstagere har krav på. Men ifølge dommen vil det være en 'uforholdsmæssig hindring' for udstationerende virksomheder, hvis fagbevægelsen og lovgivningen i det land, hvor arbejdet foregår, stiller krav derudover.
Vaxholm-dommen går endda et skridt videre. EF-domstolen vil kun gå med til konfliktret for en løn, der er fastlagt enten ved lov eller ved generelle overenskomstbestemmelser.
Minimallønsoverenskomster med lokal lønforhandling og akkordaftaler, som man kender det i byggeriet, kan man ikke konflikte for, fremgår det af dommen. Virksomheden skal nemlig kunne kende alle omkostninger før arbejdet går i gang.
Det betyder reelt, at EF-domstolen har underkendt retten til at konflikte for overenskomster som vi kender dem herhjemme i industrien og i byggebranchen.

Djævelens alternativer
Et udvalg nedsat af regeringen og med deltagelse af arbejdsmarkedets parter skal nu undersøge, hvilke initiativer der skal tages i kølvandet på Vaxholm-dommen. Det står dog nogenlunde klart, at hvis EU-retten
ikke ændres, er der groft sagt kun to alternativer:
Enten lovgivning om lønnen eller overenskomster med generelle, faste lønsatser, almengjort gennem lovgivning, samt lovgivning om alle andre rettigheder, for eksempel ferie, barselsorlov, arbejdsmarkedspension.
Eller også særlige overenskomster for udstationerede arbejdere, renset for alt andet end de almene lønsatser.
I begge tilfælde vil der være tale om en undergravning af det danske aftalesystem. Spørgsmålet er udelukkende, om det skal ske ad lovgivningens vej - eller om aftalesystemet skal lide en 'naturlig' død i konkurrence med discount-overenskomsterne for importeret arbejdskraft.