04 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Liste Ø kritiserer energiplan

Liste Ø kritiserer energiplan

Onsdag, 27. februar, 2008, 00:00:00

Som det eneste parti i Folketinget er Enheds-listen ikke med i aftalen om energiplanen. Den er simpelthen for slap, mener listen

Det bedste man kan sige om den nye energiplan er, at den ikke som oprindelig gælder frem til 2020, men kun til 2011. Det mener Enhedslisten.
- Med aftalen accepterer de øvrige oppositionspartier, at vi de næste fire år arbejder ud fra regeringens helt uambitiøse målsætninger. De freder hermed regeringen, uden reelt at få noget for det, sige Per Clausen, Enhedslistens energipolitiske ordfører.
Det har taget Folketingets øvrige partier over et år at nå frem til en aftale. Det vigtigste områder i forliget er en udbygning af vindenergien for at nedbringe Danmarks afhængighed af især kul, olie og gas. Den vedvarende energi skal i alt udgøre 20 procent i 2011.
Udover vindenergi omfatter det et større brug af biomasse til elproduktion på kraftvarmeværker, samt at en øget del af transport skal dækkes af biobrændsel. Desuden er der sat lidt forskningspenge af til solenergi og andre småteknologier.

Intet om transporten
Det samlede energiforbrug skal falde frem til 2011 med to procent, men Per Clausen er stærkt kritisk overfor, at aftalen tager udgangspunkt i 2006 og ikke i 2005 som i den hidtidige energiplan.
- Energiforbruget steg kraftigt fra 2005 til 2006, så allerede der er en stor del af energibesparelserne spist op ved at jonglere med tallene, siger han til Arbejderen.
- Den helt store CO2-synder - transportsektoren - er overhovedet ikke med.
Ifølge Energistyrelsen kommer over 30 procent af den danske CO2-udledning fra transportsektoren, uden at heri er medregnet hverken skibstrafik eller luftfart.
- Hvis man vil opnå noget, skal den kollektive trafik forbedres kraftigt. I stedet kommer man med en afgiftsfritagelse for el- og brintbiler, siger Per Clausen.
Samme kritik lyder fra Ingeniørforeningen.
- Det er for uambitiøst, at energiaftalen ikke har formået at inddrage energipolitikkens smertensbarn, trafikken, i nævneværdig grad, siger Søren Skibstrup Eriksen, formand for foreningens styregruppe for miljø, energi og klima til bladet Ingeniøren.
Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) henholder sig til, at regeringen sætter CO2-udslippet fra trafikken på dagsordenen til efteråret, hvor der kommer en rapport fra et udvalg som er nedsat i kølvandet på Infrastrukturkommissionens rapport. Udvalget skal pege på en strategi for reduktion af transportsektorens CO2-udslip.

Intet om boliger
Enhedslisten beklager også, at en anden stor CO2-forbruger - opvarmning af boliger - heller ikke er omfattet af planen.
- I modsætning til hvad vi går rundt og tror, så er de danske boliger ikke særligt energisparende sammenlignet med, hvad man opnår i andre lande, siger Per Clausen.
Han henviser til, at det i dag er muligt at renovere en bolig, så den stort set ikke udleder CO2. Det kan ske ved brug af solceller, jordvarme og varmepumper.
- Man forsøger at overbevise folk om, at man kan opnå en økonomisk gevinst ved at isolere, når boligerne skal renoveres. Der sker bare ikke noget, før det kommer som et krav, slutter han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland