Bioanalytikere vil helst ikke strejke, men håber fagforeningen arrangerer flere demonstrationer og møder

Blandt bioanalytikerne på Rigshospitalet står overenskomsterne lige så højt på dagsordenen, som på resten af hospitalet.
- Vi snakker om det hver dag i pauserummet. Hvis man ikke selv er midt i en snak om forhandlingerne, er der altid nogen ved siden af en, der er, fortæller Hanne Måge til Arbejderen.
Sammen med kollegaen Zenita Danielsen deltog hun den første februar i Sundhedskartellets demonstration, der skød overenskomstforhandlingerne i gang.
- Det var sjovt at gå sammen med de andre faggruppe herinde fra. Man fik talt med en masse om overenskomstforhandlingerne, som man ellers ikke snakker så meget med, husker Zenita Danielsen, som ved den lejlighed deltog i en faglig markering for første gang.
Bioanalytikerne fortæller, at det er den lave løn og det stigende arbejdspres, der sætter sindene i kog blandt deres kolleger.
- Der kommer flere og flere prøver ind til laboratoriet, men vi bliver ikke flere på afdelingen af den grund. Vi skal bare løbe hurtigere, og så kan det virkelig mærkes, at lønnen er lav i forhold til det vi laver, forklarer Zenita Danielsen.
Hverken hun eller Hanne Måge er meget for at skulle strejke, hvis forhandlingerne går i hårdknude.
- Det burde ikke være nødvendigt. Jeg håber de finder et resultat forinden, for hvis vi strejker, rammer det også patienterne, siger Hanne Måge, og tilføjer:
- Men hvis de ikke kan nå til enighed, så er vores eneste våben at strejke og organisere os.
Hanne Måge håber at hendes fagforening, dbio, arrangerer masser af aktiviteter i forbindelse med overenskomstkampen, uanset om forhandlingerne ender med en konflikt eller ej.
- Det er virkelig vigtigt at skabe fokus på vores forhold i befolkningen og sikre en bred opbakning. Også for eksempel fra patienterne, siger hun.
De to kolleger forestiller sig for eksempel at de faglige organisationer kan arrangere flere demonstrationer.
- Vi vil gerne gå med for at støtte op om fagforeningens arbejde og om de forhandlere, vi har valgt, forklarer Hanne Måge.
Hun tror, det vil få mange til at gå med, hvis fagforeningen kommer ud og mobiliserer på hendes arbejdsplads.
- Det er vigtigt med en god kontakt mellem tillidsrepræsentanterne og fagforeningen. Vi har også været glade, når fagforeningen er kommet ud for at orientere os om, hvordan forhandlingerne går, understreger Hanne Måge.
For at Zenita Danielsen skal få lyst til at gå med til demonstration for anden gang skal den være godt organiseret fra fagforeningens side, påpeger hun. Den skal ligge på et godt tidspunkt, lige efter arbejdstid, være placeret et centralt sted, og der skal være sørget for transport for de, der kommer fra sygehusene længere væk fra. Samtidig skal kollegerne på de enkelte hospitaler aftale at følges ad til demonstrationen.
- Det motiverer på en særlig måde at gå af sted samlet, konkluderer Zenita Danielsen.