05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig klub vinder over fup-firma

Faglig klub vinder over fup-firma

Torsdag, 07. februar, 2008, 00:00:00

Tyske Profil Bau, der i fem måneder konsekvent har overtrådt dansk overenskomst, er efter få dages blokade blevet droppet af dansk hovedentreprenør

Den danske hovedentreprenør AREAS skal ud og finde et andet firma, der vil overholde de faglige aftaler mellem Dansk Byggeri og 3F.
Det meddeler firmaet, efter at det har opsagt aftalen med det danske firma CC Fliser og dermed det tyske firma Profil Bau.
- Den her sag viser endnu engang, hvor vigtigt det er, at hovedentreprenøren påtager sig et ansvar for, at underentreprenører lever op til de danske regler og aftaler, siger Flemming Hansen, faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) til Arbejderen.
Sagen er den, at AREAS i fem måneder har stolet på, at alt var i skønneste orden. CC Fliser er medlem af Dansk Byggeri og Profil Bau har underskrevet en tiltrædelsesoverenskomst med 3F. Formalia har imidlertid ikke kunnet forhindre, at 15 tyske murere i fem måneder har arbejdet 11 timer om dagen alle ugens dage, vel at mærke uden at få overtidsbetaling og pension.
Forhandlinger med fagforeningen om at få bragt forholdene i orden førte ingen vegne, og det blev den faglige klub for murere og murerarbejdsmænd i BJMF for meget. Klubben har 250 medlemmer uden arbejde, og lørdag i sidste uge mødte knap 100 af dem op og blokerede byggepladsen på Lygten i Københavns Nordvestkvarter. Blokaderne fortsatte mandag og tirsdag.
- Det er en kæmpe-sejr, at AREAS nu har opsagt underentreprenøren, og at AREAS har lovet at finde et nyt firma, der vil overholde overenskomsten, siger Lars Jensen, formand for klubben.
Tilbage står arbejdsrettens behandling af 3F`s krav om 1,25 millioner kroner, som de tyske håndværkere er blevet snydt for.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland