SF`s hovedbestyrelse har givet Villy Søvndal mandat til at forhandle om at afskaffe to af undtagelserne og bakke op om EU-forfatningen. Et medlem har meldt sig ud
Med to tredjedels flertal fik SF-formand Villy Søvndal i søndags hovedbestyrelsens opbakning til at forhandle med regeringen om at afskaffe to af de fire danske EU-undtagelser.
Samtidig tilsluttede SF`s hovedbestyrelse sig også, at partiet støtter den nye EU-forfatning, den såkaldte Lissabon-traktat.
Partiet vil dog arbejde for at få en aftale med regeringen om både Lissabon-traktaten og undtagelserne.
- Vi er i gang med at forhandle en aftale om Lissabon-traktaten. Aftalen svarer til den, som ja-partierne indgik i 2004 op til afstemningen om den oprindelige forfatning, forklarer Anne Grete Holmsgaard, EU-ordfører for SF.
- Det er en aftale om, hvordan vi i praksis håndterer nødbremsen i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til 'passerellen'. Vi har haft to møder og jeg tror på at vi bliver enige om en aftale i løbet af februar, siger hun til Arbejderen.
Ønsker dansk erklæring
Hovedbestyrelsen besluttede også, at SF skal gå i forhandling med regeringen om at afskaffe undtagelserne på det retslige område og i forhold til forsvarssamarbejdet:
Ifølge Anne Grete Holmsgaard ønsker SF at få en dansk erklæring, om hvad der skal være Danmarks politik i forhold til forsvarssamarbejdet.
- Vi vil have sikkerhed for, at forsvarsudgifter fortsat skal være et nationalt anliggende. Hvis der er optræk til, at de andre lande vil gøre EU til en militær stormagt, skal vi have en aftale om at Danmark modsætter sig det. Endelig ønsker vi en aftale om, at man i forhold til internationale konflikter følger principperne i FN, forklarer hun.
I forhold til det retslige område har Hovedbestyrelsen endnu ikke taget stilling til, hvad de vil acceptere. Villy Søvndal kan frit forhandle med statsministeren om en aftale.
Topstyret parti
Hovedbestyrelsesmedlem Mogens Ove Madsen fra Aalborg tilhørte mindretallet på 11 personer. Han er skuffet over udfaldet af mødet og angriber partiet for at være topstyret.
- SF`s top godkender at traktaten ratificeres uden folkeafstemning og indvilliger i at hjælpe regeringen med at afskaffe forbeholdene, det er klart i strid med en landsmøde vedtagelse fra 2003.
- Det har slet ikke været diskuteret i partiet at vi skulle gå ind for at afskaffe forbeholdene. Det kommer som et lyn fra en klar himmel, siger han til Arbejderen.
Efter hans mening burde beslutningen have været udskudt til partiets landsmøde i april.
Forlader SF
Et andet hovedbestyrelsesmedlem, Erik Bach fra Vejby på Sjælland, er så utilfreds med søndagens beslutninger, at han i går tog sit gode tøj og meldte sig ud af partiet. Han mener, at SF med sit ja til Lissabon-traktaten fjerner sig fra en del af sit socialistiske grundlag.
- SF træder med gårsdagens beslutninger tættere på den politiske elites verdensopfattelse og længere væk fra et bredt folkeligt grundlag hvor befolkningens liv og erfaringer afspejles, siger Erik Bach.
Han fremhæver især den markedsgørelse af den offentlige sektor, som forfatningen stadfæster.
- Jeg er modstander af udlicitering af helt centrale samfundsområder som energi-, transport-, vand- og elforsyning, siger han til Arbejderen og beklager, at SF nu definitivt har forladt sin EU-kritiske linje.
Erik Bach vil nu arbejde for at oprette et nyt politisk alternativ til SF 'på den brede motorvej, som tegner sig mellem SF og Enhedslisten'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278