Thulearbejderne har ikke tænkt sig at give op. Nu går de til EF-domstolen for at få deres ret. De ønsker at få sandheden frem og at få lidt oprejsning

For 40 år siden, den 21. januar 1968, styrter et amerikansk atombevæbnet B52 bombefly ned i det arktiske mørke få kilometer sydvest for Thule Basen på Grønland. Det lykkes for seks af de syv besætningsmedlemmer at redde livet ved at springe ud med faldskærm.
Maskinen medbringer fire brintbomber, mindst tre af dem eksploderer ved mødet med havisen, og de radioaktive stoffer spredes over et større område. Flyet eksploderer og brænder fuldstændigt ud.
Tilstedeværelsen af flyet er et brud på den erklærede danske atomvåbenfrihed. På trods af den kendsgerning har der aldrig lydt den mindste protest fra officiel dansk side. Ligeledes har man gennem alle årene accepteret, at USA har nægtet at oplyse det præcise indhold af bomberne.
En af de første på ulykkesstedet er den danske Thulearbejder Jens Zinglersen. Siden er han, som mange af de andre arbejdere på basen, med til at rydde op efter ulykken.
På det tidspunkt er der ansat over 1000 civile danskere på basen til at foretage vedligeholdelse og tage sig af ikke-militære opgaver. En stor del af dem melder sig frivilligt sammen med amerikanske ansatte til at rydde op efter ulykken og fjerne det forurenede materiale. Ingen af de frivillige har nogen erfaring med eller uddannelse i at håndtere materiale forurenet med radioaktivitet.

Ingen lægekontrol
Efter oprydningen gennemfører det amerikanske militær regelmæssig lægekontrol af de amerikanere, som har gjort tjeneste på Thule i forbindelse med flystyrtet og derefter.
Men den danske regering foretager ikke nogen tilsvarende lægekontrol af de civile danskere og grønlændere, som var i området da ulykken skete. Mange fortsætter med at arbejde på basen i lang tid efter ulykken.
I dag er Jens Zinglersen formand for Foreningen af Strålingsramte Thulearbejdere, som fører en indædt kamp for at få sandheden frem om flystyrtet og få den danske stat til at tage ansvaret for de arbejdere, som dengang blev udsat for radioaktiv stråling. Foreningen blev dannet i 1986, hvor det stod klart, at mange af Thulearbejderne får kræft og at mange dør tidligt af kræftformer, som kan relateres til radioaktiv stråling.
- Samtlige undersøgelser viser, at vi har en dobbelt så stor dødelighed af kræft som den øvrige del af befolkningen, fortæller Jens Zinglersen til Arbejderen.
- Myndighederne siger, at det skyldes vores livsstil og argumenterer med, at os, der var på basen i 1968, ikke har en overdødelighed i forhold til dem, som var der før og efter ulykken. Men det kan jo hænge sammen med, at der i mange år var oplagret store mængder af atomvåben på basen, der var også jagerfly og B52 maskiner med atomsprænghoveder. Så der kan jo sagtens være sket en forurening før 1968.
Thulearbejderne har aldrig fået oplysninger om, hvilken radioaktiv bestråling de blev udsat for, mens de var på basen.
- Vi mener, at den danske stat skjuler noget for os. Vi har aldrig fået klar besked om de eksakte mængder af radioaktivt materiale i de fire brintbomber, siger Jens Zinglersen til Arbejderen.
- Det er svært at forstå, hvordan det kan være en militær hemmelighed i dag 40 år efter. Det kan være, at der har været meget mere radioaktivt materiale, end de mængder på omkring seks kilo plutonium som amerikanerne har snakket om, var involveret i ulykken.

Regeringens aflad
Thulearbejdernes mistanke understøttes af rapporter som dokumenterer, at området omkring den amerikanske militærbase i Thule er langt mere forurenet, end man havde regnet med.
- Der snakkes ligefrem om en risiko for lokalbefolkningen. Der er nedsat en kommission til at undersøge sagen, den sidder vist på tredje år nu. Det er ligesom det hele skal begraves, konstaterer Jens Zinglersen.
Efter mange års kamp fik Thulearbejderne og alle andre, som var i området omkring ulykkesstedet mellem den 21. januar og 17. september 1968, en økonomisk godtgørelse i 1995. Omkring 2400 modtog kompensationen på 50.000 kroner. Siden har de danske myndigheder erklæret Thulesagen for lukket og afvist at gøre noget som helst i forhold til de stråleramte arbejdere.
- Det er temmelig stærkt, at man i dag siger, at Thulearbejdernes sag er afsluttet og lukket med baggrund i den tildelte kompensation. Reelt var der tale om regeringens aflad overfor en befolkningsgruppe, de havde løjet overfor med hensyn til stationering af atomvåben på dansk grund, konstaterer Jens Zinglersen.
Foreningen for Strålingsramte Thulearbejdere kæmper for, at den danske stat påtager sig ansvaret for de skader, medlemmerne er blevet udsat for og gennemfører en årlig overvågning af deres helbred.
- Det eneste vi ønsker i denne sag, er et helbredsovervågningsprogram for de Thulearbejdere, der er medlem af denne forening, og lidt oprejsning kunne vi også godt tænke os, siger Jens Zinglersen med vestjysk underdrivelse.

Støtte fra EU-parlamentet
Gennem de sidste fire år har sagen været behandlet i EU-parlamentets udvalg for andragender.
- I Danmark har det ikke været muligt at få sagen belyst og behandlet. Det er grunden til, at vi har måtte gå til EU. I Danmark er sagen erklæret for lukket, forklarer Jens Zinglersen.
I maj sidste år vedtog Parlamentet med 544 stemmer for og 29 imod en rapport, som kræver, at Danmark udleverer helbredsoplysninger omkring Thulearbejderne og begynder en årlig overvågning af deres helbred. De danske parlamentarikere fra SF, Socialdemokraterne og Venstre stemte imod rapporten.
Flertallet i Parlamentet udtrykker 'den største bekymring over de nuværende mangler i beskyttelsen af befolkningens sundhed i forbindelse med brugen af atomenergi til militære formål'. De henholder sig til, at Danmark ifølge Euratom-traktaten har pligt til at sikre grundlæggende sikkerhedsnormer, der kan beskytte befolkningen og arbejdernes sundhed mod de farer, som er forbundet med radioaktiv stråling.
- EU-parlamentet vedtager med overvældende flertal en international fordømmelse af staten Danmarks måde at behandle os Thulearbejdere på. Det må vel kaldes en sejr, siger Jens Zinglersen.
Den danske regering har ignoreret Parlamentets afgørelse. Og den støttes af EU-kommissionen, som henviser til, at ulykken skete før Danmark var medlem af EU, og at den i øvrigt skete på Grønland, som siden er trådt ud af EU.
Her fastholder Parlamentet, at Danmark har tiltrådt Euratom-traktaten, og derfor også skal overholde den, når det gælder eftervirkninger af en ulykke, som skete før medlemskabet. Og at det ikke ændrer på sagen, at Grønland ikke er med i EU i dag.
- Vi kan ikke leve med den her uklarhed. Vi må vide hvad der gælder, erklærer Jens Zinglersen.

Går til EF-domstolen
Derfor besluttede Thulearbejderne på deres sidste generalforsamling at rejse sagen for EF-domstolen. Forrige weekend afholdt Thulearbejdernes forening et velbesøgt åbent seminar i Kolding om Thule-sagen. Her blev det meddelt, at der nu er samlet de omkring 60.000 kroner ind, som skal dække udgifterne til foreningens advokat Ian Anderson, der har sagt ja til at rejse sagen.
- Nu må EF-domstolen afgøre, om det er Parlamentet eller Kommissionen, der har ret, siger Jens Zinglersen.
Sagen bliver konkret rejst på vegne af fire Thulearbejdere, der har fået kræft. Kendetegnende for alle fire er, at deres helbredschancer havde været langt større, hvis de var blevet løbende undersøgt.
En af de fire arbejdede som vaskeriarbejder i Thule. Han blev af sin praktiserende læge henvist til Arbejdsmedicinsk Klinik i Storstrøms Amt. Men klinikkens overlæge afviste at tilse ham. Seks måneder efter fik han konstateret en galopperende kræft i tunge og svælg. Han blev opereret og fik strålebehandling, men døde af sygdommen i august sidste år.
De tre andre, som sagen rejses på vegne af, er stadig i live. To har kræft i nyren, mens den sidste har lungekræft.
- Havde vi haft et overvågningssystem, så kunne deres sygdom måske være opdaget i tide, så de kunne være blevet helbred, siger Jens Zinglersen.
- Vi er nu ved at forberede dokumenterne. Vi regner med, at vi kan indbringe sagen i løbet af i år, derefter skal den antages. Hele sagsbehandlingstiden kan meget vel vare et par år.
Udsigten til endnu en langvarig sag tager ikke modet fra foreningen, men er parat til at fortsætte kampen til regeringen giver sig.
- Der er ingen som helst tendenser til opgivenhed, erklærer Jens Zinglersen bestemt.