06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen penge til mad og medicin

Ingen penge til mad og medicin

Onsdag, 23. januar, 2008, 00:00:00

Charlotte Ørskov vil gerne fortælle Karen Jespersen om fattigdom. Det er mad og medicin hendes lille familie mangler penge til sidst på måneden

- Jeg har aldrig taget stoffer eller drukket eller røget. At jeg er fattig, skyldes min baggrund.
Charlotte Ørskov, enlig mor til tre, er kommet hele vejen fra Århus for at deltage i konferencen om fattigdom blandt børn i Danmark. Derfor beklager hun også, at velfærdsminister Karen Jespersen går i starten af konferencen, efter at hun har holdt sin halve times åbningstale.
- Jeg ville ønske, at Karen Jespersen var blevet her, så jeg kunne fortælle hende lidt om, hvordan det er at få hverdagen til at hænge sammen som fattig, enlig mor, siger Charlotte Ørskov.
Hun voksede op i en familie med store sociale og økonomiske problemer. Da hun blev gravid første gang som 18-årig, var et nyt familieliv en hurtigere billet væk hjemmefra end en uddannelse, siger hun selv.
Derfor fik hun ikke overvejet så nøje, om ham hun fik barnet med, ville blive og hjælpe med udgifterne.
Charlotte Ørskov kan ikke genkende Karen Jespersens billede af fattigdommen i Danmark som et problem med 'den indre velfærd'.
- Når jeg siger fattig, mener jeg penge til mad og medicin. Det er der, min familie lider afsavn, fastslår hun.
Charlotte Ørskov bakker helt op om det krav om en sammenhængende fattigdomspolitik, som fremkommer under konferencen.
- Kommunens sagsbehandlere bliver ved med at tegne deres små bobler på en tavle og sige: 'Det her er Charlottes familie. Her er Charlotte, og her er hendes tre børn', og splitte os op i instanser. Men vi har brug for, at de ser familien samlet, siger hun.
- Man bliver sendt fra det ene kontor til det andet. De gemmer sig bag deres love, og den støtte du får, kommer an på hvad du siger, og hvordan du siger det. For at være fattig, skal man næsten være udlært, uddyber Charlotte Ørskov.
Hun har flere gange været glad for de sociale hjælpeorganisationers tilbud til hendes børn.
- Vi havde ikke klaret vores liv, hvis det ikke havde været for organisationer som Red Barnet, Mødrehjælpen og Frelsens Hær. Men kan det være rigtigt i et velfærdssamfund, at en sag som vores er en opgave for frivillige organisationer, spørger Charlotte Ørskov.
Det er især det sidste spørgsmål, hun ville ønske hun havde haft mulighed for at stille den travle velfærdsminister.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland