I går startede EU-forhandlingerne mellem ja-partierne. SF har ikke engang diskuteret Enhedslistens opfordring om at stille ultimativt krav om en folkeafstemning.
SF`s ledelse har valgt helt at overhøre en henvendelse fra Enhedslisten. Som Arbejderen skrev i går, har Per Clausen fra Enhedslisten i et åbent brev opfordret SF til at stille krav om, at den nye EU-forfatning skal til folkeafstemning, hvis SF skal være med til at lave en aftale om den samlede EU-politik.
- Det har vi overhovedet ikke diskuteret. Det ville jo være det samme som at sige, at så er vi ikke med. Det vil være rent selvmål, siger SF`s EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard til Arbejderen.
SF fastlagde på et møde mandag eftermiddag sin taktik i forhold til forhandlingerne mellem ja-partierne. Partiets holdning er, at der i første omgang kun skal stemmes om den retslige og militære undtagelse og at afstemningerne skal tages hver for sig.
- Vi er inderligt imod det big bang, som Helle Thorning-Schmidt lægger op til, oplyser Anne Grete Holmsgaard. Hun henviser til udmeldingen fra den socialdemokratiske leder om, at alle de danske EU-undtagelser skal til afstemning på en gang, hvor danskerne skal sige ja eller nej til den samlede pakke.
Medmindre man ønsker et nej, er det en dødfødt strategi, erklærer Anne Grete Holmsgaard.
Hun vil ikke svare på, hvorvidt kravet om at der ikke skal stemmes om euroen, er ultimativt for at få SF med i en aftale.
- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at Fogh vil lytte til vores argumenter, siger hun.
Bendt Bendtsen fra Konservative er enig med SF i, at det i første omgang handler om at få afstemninger om den retslige og militære undtagelse. Radikale og Ny Alliance vil af med alle undtagelserne, men Radikale vil have den til afstemning hver for sig.
Fogh havde inden forhandlingerne i går eftermiddags ikke meldt andet ud, end at alle undtagelser står i vejen for dansk EU-integration, og at folkestemningen efter hans mening også kræver dem fjernet.
Oplægget til gårsdagens forhandlingsmøde tydede ikke på, at der blev tid til andet end en diskussion af en politisk aftale omkring den nye EU-forfatning. Anne Grete Holmsgaard forventer, at spørgsmålet om undtagelserne først kommer op på et senere tidspunkt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278