Måske var det fasansuppen ved årets nytårskur hos dronningen, der havde brændt Claus Hjort på tungen, eller måske havde en af tjenerne snydt ham for den berømte regentkage

af Hans Brinkmann
Knap var nytåret ovre, før beskæftigelsesministeren tog turen en gang til for prins Knud. Allerede før jul havde han ellers annonceret nye stramninger af dagpengesystemet. Denne gang var det brugen og - forstod man - misbrugen af supplerende dagpenge, der skulle stoppes.
I sidste uge gentog han budskabet. Denne gang med noget større medieopmærksomhed end før jul - og med en tilføjelse om, at folk der var på supplerende dagpenge var usolidariske mod alle dem, som sveder deres 37 timer på jobbet.
Måske var det fasansuppen ved årets nytårskur hos dronningen, der havde brændt Claus Hjort på tungen, eller måske havde en af tjenerne snydt ham for den berømte regentkage.
Måske havde han dem slet ikke i tankerne, lommebogstjenerne, da han nogle dage efter gik på DR og kaldte folk på supplerende for usolidariske.
Måske ved han det ikke, men uden dem ville det være umuligt for kongehuset, regeringen og partierne at gennemføre deres storstilede hyggemiddage og officiøse besøgsmiddage, mener næstformanden for 3F Hotel & Restauration.

Et velfungerende arbejdsmarked
- Med sit udfald mod de supplerende dagpenge fortsætter Claus Hjort sin hetz mod de arbejdsløse. Men samtidig så kommer han til at smadre nogle velfungerende mekanismer og en hel branche. Når nu regeringen er så vild med at få store konferencer til København, som for eksempel klimatopmødet, hvordan pokker vil de så klare det uden reservetjenerne, siger Jan Mathisen, næstformand for 3F Hotel & Restauration i København.
- Der var intet taffel og ingen festlige landsmødefester i Venstre, hvis der ikke fungerede et velfungerende korps af reservetjenere. Og det er man allerede i fuld gang med at ødelægge med de eksisterende stramninger. Reservetjenerne bliver allerede kostet rundt og sendt ud i alle mulige andre job af arbejdsformidlingen. Selvom du har haft arbejde fem dage, så kan formidlingen godt finde på at sætte dig til alt muligt, fordi du ikke har en fast arbejdsgiver. De er allerede jaget vildt, og flere og flere søger over i faste stillinger, siger han.
I København er der en kerne af reservetjenere, eller lommebogstjenere, på 300 til 400, som har gjort det til en levevej at være til rådighed for skiftende arrangementer. Det er den gruppe, som risikerer at ryge ud med badevandet, når beskæftigelsesministeren strammer grebet.
Der er en lang tradition for lommebogstjenere. De har haft deres egen arbejdsformidling, hvor de mødte op og sørgede for at få fyldt lommebogen op med jobs. Fagligt har reservetjenerne været den stærkeste del af tjenergruppen.
- Det har været et velfungerende arbejdsmarked med en speciel formidling. Hvor det for mange på årsplan ligner en fuld stilling, men hvor de supplerende dagpenge er sikkerhedsnet. De har været til rådighed hele tiden og selv sørget for at få bogen fyldt op. Det er dem, som betjente Hjort og de andre honoratiores til taflet. Selvom Hjort kalder dem usolidariske, så forsvinder behovet for deres arbejdskraft jo ikke. Hvordan vil arbejdsgiverne så skaffe arbejdskraften? Måske ved at skaffe polske tjenere, som ikke kan dansk, som vi er begyndt at se nu, siger Jan Mathisen.

Ministeren i hampen
Kravene om stramninger af dagpengereglerne rammer også stuepigerne, som er organiseret hos 3F Hotel & Restauration.
Jan Mathisen mener, det er ude i hampen, når beskæftigelsesministeren forsøger at give både lønmodtagere og arbejdsgivere skylden for 'misbrug' af de supplerende dagpenge.
- Vores stuepiger, der gør rent på hotellerne, ville hellere end gerne have fuldtidsjob. Men realiteten er, at der ingen fuldtidsjob er. De bliver ansat i stillinger, hvor de 'garanteres' 60 eller 80 timer om måneden, og så justerer man op alt efter behov, det vil sige, at de er til rådighed alt efter den meget svingende belægning på hotellerne. For ti år siden var stuepigernes job heltids, i dag er der ingen. Det er noget pjat at påstå, at det er noget, stuepigerne har ønsket. Det er arbejdsgiverne, der ikke vil betale, siger Jan Mathisen.

Artiklen er hentet fra www.fagligtansvar.dk