06 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Overvågning øget i Danmark

Overvågning øget i Danmark

Onsdag, 02. januar, 2008, 00:00:00

En international analyse af privatlivets fred anbringer Danmark helt i bunden på stort set alle områder

Det er gået fra slemt til værre med beskyttelsen af privatlivets fred og myndighedernes overvågning i Danmark. Det fremgår af den engelske analysegruppe Privacy Internationals årsrapport for 2007.
Privacy International, som blev dannet i 1990 af en gruppe eksperter indenfor menneskerettigheder og retssikkerhed, tager hvert år temperaturen på privatlivets fred i forhold til offentlige myndigheder. Det sker ved at give karakterer fra et til fem på i alt 14 områder til de 27 EU-lande samt 20 andre lande.
Det samlede resultat er opdelt i syv grupper og Danmark er i 2007 for første gang placeret i den næstdårligste. Her finder man lande med 'udbredt overvågning'. Dermed har Danmark bevæget sig et trin ned mod den absolutte bund. I 2006 var landet placeret i gruppe fem, der omfatter lande med 'systematisk mangel på beskyttelse' af borgernes privatliv.
Privacy International giver i 2007 Danmark bundkaraktererne et og to på ni af de målte områder. Det er især den stort set uhindrede offentlige adgang til at indsamle og opbevare oplysninger om folks gøren og laden på deres computer, der trækker nedad.
Rapporten konkluderer blandt andet, at Folketinget er 'overivrig' i sin indsats for at indføre ny overvågning af borgerne. Den hæfter sig også ved, at Danmark som det første EU-land gennemførte den såkaldte Logningsbekendtgørelse, samt at der arbejdes på et system til overvågning af flyrejsende.
Blandt de stærkeste kritikpunkter er myndighedernes uhindrede adgang til at ransage virksomheder og hjem uden forudgående dommerkendelse. Desuden er overvågning af privat datatrafik stærkt udbredt, hvilket også gælder kontrollen med den enkelte computer.
Kun Bulgarien, Litauen, Frankrig og Storbritannien (minus Skotland) krænker ifølge Privacy Internationals årsrapport 2007 privatlivets fred mere blandt EU`s 27 medlemslande.
I toppen af listen ligger Grækenland, fulgt af Rumænien og Ungarn.

www.privacyinternational.org

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:42

Indland