Lange arbejdsdage, flere timers transport, lønsnyd og åger husleje. Det har været vilkårene for ung polsk håndværker ansat i dansk firma med kristelig overenskomst
70-80 timers arbejdsuge uden overtidsbetaling.
Sådan var arbejdsvilkårene for den unge polak Patryk Suszko og hans far, mens de var ansat som tømrere ved M.A. Tagenterprise ApS i Give fra slutningen af juli måned til 21. september i år.
- Der er tale om grov og kynisk udnyttelse, konstaterer Jan Holm Nielsen, formand for byggegruppen i 3F Fredericia, efter en gennemgang af ansættelsesbevis og lønsedler tilhørende den unge polak.
Ifølge det danske ansættelsesbevis, der er en standardkontrakt printet ud fra Kristelig Arbejdsgiverforenings hjemmeside, er 'ansættelsen reguleret efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagforening'. Ansættelsen er tidsubestemt. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er på 37 timer, men der er aftalt 'flekstid i henhold til overenskomsten'. Timelønnens størrelse er ikke nærmere angivet, men er inkluderet helligdagsbetaling. Lønnen er aftalt som 'bruttoløn' og kontrakten siger i øvrigt intet om betaling ved overtid.
Manglende løn
Jan Holm Nielsen undrer sig voldsomt over de udleverede lønsedler, der afslører, at de to polske håndværkere har arbejdet mellem 70 og 80 timer om ugen i den periode, de har været ansat.
- Timelønnen er på 110 kroner. Der er ingen overtidsbetaling, og de har ikke fået tillæg for at arbejde lørdag og søndag. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er overskredet godt og vel. Og de har slet ikke fået løn for den sidste 14 dages periode, lyder det forarget.
Lønsedlerne afslører også, at der for hver præsteret arbejdstime er fratrukket 20 kroner til logi.
Patryk Suszko har under hele ansættelsesforholdet været indlogeret i et lille hus nær Viborg med to værelser og en stue. I starten boede han sammen med tre andre og til sidst fem andre polske håndværkere.
Et simpelt regnestykker viser, at for fire logerende, der arbejder 70 timer om ugen, har arbejdsgiveren modregnet 22.400 kroner til betaling af husleje. Og for seks personer er det blevet til den nette sum af 33.600 kroner for en enkelt måned.
Patryk Suszko har ifølge 3F afdelingen udtalt, at han godt nok syntes, det var mange penge, men at boligen var pæn og ren.
Lang transport
Det sidste forhold som springer i øjnene, er den tid der er brugt på de danske landeveje, når arbejdet rundt om i landet skulle passes.
Oveni arbejdsdage på typisk ti timer eller mere var der udsigt til ofte flere timers transport. Patryk Suszko og hans far arbejdede på et tidspunkt i Middelfart, en tur på 150 kilometer hver vej. Transporten foregik ganske vist i en firmabil, men fandt sted udenfor arbejdstiden.
Var der ikke diesel nok på bilen, skulle polakkerne tanke op og lægge ud. Og selvom det hed sig, at de ville få dækket deres udlæg, var det ikke altid lige nemt at hive pengene i hus, har de fortalt fagforeningen.
- Så de har penge til gode. Jeg har lige sendt brev til firmaet og forlangt, at de betaler i omegnen af 60.000 kroner inden på onsdag, slutter Jan Holm Nielsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278