EU skal spille op mod USA på verdensplan, derfor skal vi sige ja til EU-forfatning og afskaffe den militær- og sikkerheds-politiske undtagelse, siger SF`s EU-ordfører
Jo selvfølgelig skal vi stemme om den såkaldte reformtraktat. Og vi skal stemme ja, lyder det fra SF`s EU-ordfører Anne-Grete Holmsgaard.
- Vi har taget stilling til Reform-traktaten, i kraft af at den stort set er identisk med Forfatnings-traktaten. Så den siger vi ja til, siger Anne-Grete Holmsgaard til Arbejderen.
SF vil også af med undtagelsen på det militær- og sikkerhedspolitiske område, forklarer Anne-Grete Holmsgaard.
EU har allerede en 'indsatsstyrke', som opererer i Congo og på Balkan. Men ifølge den såkaldte Reform-traktat er det meningen, at det militære samarbejde i EU på sigt skat føre til skabelsen af egentlig EU-hær, der skal kunne varetage EU`s vitale interesser rundt omkring på jordkloden.
- Men hvis det lykkes os at få en folkeafstemning om traktaten, så vil vi først bagefter af med forsvarsforbeholdet. Og så vil vi i den forbindelse have en dansk erklæring om, at Danmark vil gå imod skabelsen af en Europahær, siger Anne-Grete Holmsgaard.
Der er allerede et bredt flertal i Folketinget, der vil af med den militære og sikkerhedspolitiske undtagelse. Af dette flertal er det hidtil kun SF, der har meldt ud at de kræver sådan 'dansk erklæring' mod EU-hæren.
De op til 60.000 soldater i EU`s indsatstyrken er 'noget pokkers andet end en egentlig hær', mener SF`s EU-ordfører.
- Vi ønsker først og fremmet at EU anvender civile midler. Men vi anerkender også, at der er behov for sådan en indsatsstyrke. Man må se i øjnene, at man ikke altid kan nå langt nok alene med civile virkemidler, siger Anne-Grete Holmsgaard, der understreger, at EU-styrkerne efter SF`s mening kun skal kunne sættes ind med FN-mandat.
I den såkaldte Reform-traktat står der intet om FN-mandat, kun at EU`s militære indgriben rundt omkring i verden skal ske 'i overensstemmelse med principperne i FN-pagten'.
Anne-Grete Holmsgaard er overbevist om, at EU`s militære kapacitet kun vil blive sat ind for at styrke de demokratiske rettigheder rundt omkring i verden, ikke for at fremme EU`s økonomiske interesser.
- Det sidste kan jeg ikke forestille mig kan ske. Det står meget markant i teksten, hvilke værdier EU arbejder for.
SF`s EU-ordfører medgiver, at de store EU-monopoler har endog meget stor indflydelse på EU`s politik.
- Men dansk industris indflydelse i Danmark er jo også ganske stor. De der har penge, har jo også magt. Det kan man ikke slippe for. Men vi er rigtig mange i Europa-Parlamentet, der er meget 'obs' på det, det kan du tro.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278