12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Højesteret tillader tvangssalg

Højesteret tillader tvangssalg

Torsdag, 08. november, 2007, 00:00:00

Med fem stemmer mod fire afgjorde Højesteret i går, at almene boliger kan sælges hen over hovedet på almene boligselskaber. Alt tyder dog på at politisk flertal vil droppe tvangen

Den almene boligforening AAB`s lejligheder i Fuglsangpark i Farum kan nu sælges til de beboere, der måtte ønske det - også selv om AAB er imod salget.
Det afgjorde Højesteret i går med dommerstemmerne fem mod fire.
AAB havde anlagt sagen for at få salget kendt ugyldigt, med henvisning til, at der var tale om en grundlovsstridig tvangsekspropriation. Havde AAB fået medhold, ville forsøgsloven om salg af almene boliger dermed også være i strid med grundloven.
- Dommen er så snæver som den overhovedet kan være, med en fem-fire-afgørelse. Vi vil da foreslå, at hvis parterne vil forlænge forsøgsloven, så skal den indrettes sådan, at alle parter skal være enige, før der kan sælges så meget som én bolig, siger Henning Kirk Christensen, formand for Boligselskabernes Landsforening, BL.
Det er BL, der har ført sagen for AAB både ved landsretten, hvor boligselskaberne tabte, og ved ankesagen ved Højesteret.
Forsøgsloven udløber ved årsskiftet. Socialminister Karen Jespersen udtaler tilfredshed med dommen trods den snævre afgørelse. Hun gør det samtidig klart, at hun vil fremlægge et forslag til en ny, permanent salgslov. Men med visse ændringer, lover socialministeren:
- Udgangspunktet vil her være en fælles beslutningskompetence, så boligorganisationer, kommuner og de enkelte afdelinger i fællesskab kan tage initiativ til at bruge salg i indsatsen til bekæmpelse af ghettoer, siger Karen Jespersen.
En sådan lov ser ud til at have opbakning fra et flertal i det nuværende Folketing - og fra boligselskaberne. Det gælder også AAB, der anlagde sagen.
- Vi er ikke imod et salg af enkelte almene boliger, hvis det har et boligsocialt sigte, altså for at skabe en mere blandet beboersammensætning i såkaldte ghetto-områder. Men det skal bygge på frivillighed for alle parter, siger AAB`s direktør Christian Høgsbro til Arbejderen.
- Men at sælge ud i attraktive boligområder, sådan som effekten af loven har vist sig at være, tjener ikke noget formål. Der er i forvejen over 60.000 ejerboliger til salg, mens byggeriet almene boliger er gået i stå, understreger Christian Høgsbro.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. nov. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland