I løbet af de sidste 25 år er vores velfærdssystem blevet tilpasset nyliberalismens principper. Det har haft voldsomme omkostninger

Velfærdsstat eller velfærdssamfund. Mange vil nok mene, at det er det samme. Men det er langt fra tilfældet, konstaterer Jan Helbak. Han arbejder som faglig og politisk konsulent i FOA Århus og er derudover medredaktør på Kritisk Debat, der har sat sig som opgave at analysere nyliberalismen.
Jan Helbak ser det som skelsættende, at betegnelsen velfærdsstaten i slutningen af 90`erne blev ændret til velfærdssamfundet. Navneskiftet er et udtryk for den nyliberalistiske omformning, som var i fuld gang allerede dengang.
Det var den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der introducerede begrebet velfærdssamfund på en partikongres i 1996.
- Det er et helt centralt skifte. Med ændringen af navnet ophører man med at tale om en stat, der har nogle bestemte velfærdsforpligtigelser overfor borgerne. Et velfærdssamfund er meget mere diffust, det kan være en slags hattedamesamfund, hvor det er ligegyldigt, hvor velfærdsydelserne kommer fra. Nogle ydelser kan være produceret af staten, mens andre kan være produceret af private og købt på markedet, siger Jan Helbak til Arbejderen. Han understreger, at det afgørende er, at det ikke længere er statens forpligtigelse at sikre velfærden.
- Hermed var vejen banet for de udliciteringer, som Nyrup og hans finansminister Mogens Lykketoft gennemførte i stort omfang. Her kommer det til at dreje sig om, hvor man kan få ydelserne billigst.

Fogh tog over hvor Nyrup slap
Hermed slår Jan Helbak en pæl igennem opfattelsen af, at nyliberalismen er noget som er blevet indført under Fogh. Nyrup startede mange af de tiltag, som den nuværende regering har bygget videre på.
- Egentlig startede opgøret med velfærdsstaten helt tilbage under den konservative statsminister Poul Schlüter i 1983. Her startede det såkaldte moderniseringsprojekt, som skulle effektivisere den offentlige sektor.
Schlüter satte i disse år en masse forsøg i gang blandt andet med frikommuner og med markedsstyring i uddannelsessektoren. Der blev indført taxameterordninger på erhvervsskolerne og senere på AMU-centrene i 90`erne.
- Den borgerlige regering prøvede forskellige modeller af uden at tage en stor konflikt med de offentligt ansatte. Meningen var, at der skulle være sat mere i gang, men det satte generalstrejken i 1985 en stopper for, den tvang regeringen til at lægge stilen noget om. Men siden hen overtog Nyrup mange af de forsøg, der var sat i gang under Schlüter, forklarer Jan Helbak.
Nyrup var indstillet på at gå rigtig langt i gennemførelsen af det såkaldt markedsbaserede velfærdsamfund, men der var kraftig modstand i baglandet. Blandt andet var der utilfredshed i Socialdemokratiet med udlicitering og privatisering på velfærdsområderne.
- Og så kom efterlønssagen og satte en grænse for, hvad Nyrup-regeringen kunne komme igennem med overfor sit eget bagland. Han havde flere og mere vidtgående planer i forhold til at ændre velfærdssektoren, men han havde baglandet imod sig, forklarer Jan Helbak.
Det var i 1998, at Nyrup gik ind og forringede efterlønnen, kort tid efter at han var blevet genvalgt blandt andet på løfter om ikke at røre ved efterlønnen.
Jan Helbak konstaterer, at Nyrup-regeringen på mange måder banede vejen for Fogh. Da VK-regeringen kom til magten i 2001, skete det ved at slå sig op på skattestop, indførelse af frit valg og princippet 'noget for noget'.
- Det ville de ikke have kunnet gøre, hvis velfærdsstaten stadig havde eksisteret som begreb, fastslår Jan Helbak.

Reformer i lyntempo
Venstre og Konservative vinder valget i 2001, først og fremmest fordi befolkningen har en tillid til, at de er bedre garanter for sikring af velfærden end Nyrup, som mange føler sig forrådt af.
Og så går der ellers stærkt. I løbet af de første fem måneder af sin regeringstid offentliggør VK-regeringen en lang række meget store og afgørende reformer. Det gælder ikke mindst frit-valgs-reformen, takst-reformen, vækst-reformen og den såkaldte 'Borgerne ved roret'.
- Alt sammen retter sig ind imod en markedsgørelse af velfærden. Udviklingen af frit valg indenfor ældreplejen er den mest vidtgående, siger Jan Helbak.
Her bliver kommunerne forpligtigede til at åbne op for private firmaer, så de kan komme ind og overtage dele af hjemmehjælpen.
For at kunne gennemføre den proces, er kommunerne nødt til nøje at regne ud, hvad de forskellige ydelser indenfor hjemmeplejen koster. Alt skal måles og beregnes, alt skal prisfastsættes. Det kræver et stort administrativt apparat, og retter fokus hen på økonomien, frem for sikringen af den bedste omsorg.
- Allerede på det her tidspunkt peger regeringen på konkurrence som det væsentligste instrument til at fremme høj kvalitet og effektivitet, siger Jan Helbak.

Total markedstænkning
I 2002 nedsætter regeringen den såkaldte strukturkommission, som skal forberede den meget omfattende strukturreform, der for alvor skal tage et opgør med en række grundlæggende principper på velfærdsområdet.
- Det lykkes for regeringen at få hele Danmark til at fokusere på, hvor mange kommuner vi skal have, selv om det slet ikke er det, reformen handler om. Der er overhovedet ingen diskussioner af, hvad det betyder, at man nedlægger amterne og danner regioner, som ikke har retten til at udskrive skatter, eller hvad dannelsen af de nye storkommuner egentlig betyder, erklærer Jan Helbak.
Med strukturreformen gennemføres den totale markedstænkning i kommuner og regioner.
- Regioner og kommuner går fra forvaltningsstyre til koncernstyre. Der er tale om moderne koncernstyring, som vi ser det i de større virksomheder. Lederne vælges ikke længere ud fra faglig dygtighed. Nu indsætter man direktører, der har de økonomiske parametre som det centrale, og der kommer et behov for at styre via kontrakter, forklarer Jan Helbak.
- Nu er der ikke længere sådan, at man træffer nogle politiske beslutninger og derefter laver et budget og fastlægger, hvor meget tingene må koste. På markedet laver man kun noget for at tjene penge. Så kommuner og regioner skal ind og beregne hvad deres 'velfærdsvarer' koster.
Skridt for skridt bygges et helt ordinært markedssystem ind i det offentlige system. Det ene skridt tager simpelthen det andet. De sociale institutioner bliver med strukturreformen tvunget til at fungere på markedsvilkår, forklarer Jan Helbak.
- Kommunernes Landsforening kommer på banen og siger til kommunerne, at de skal gå efter den laveste fællesnævner, der er ikke råd til andet. Det betyder, at der sker en neddrosling af kvaliteten og af ydelsernes mængde.
Det er godt ti måneder siden, at strukturreformen trådte i kraft. Men problemerne er allerede nu meget tydelige.
- Kommunernes budgetter er hårdt belastede af nye opgaver, som de ikke kan løse. Regionerne er ved at forbløde, og der er kvalitetsforringelser næsten over hele linjen, konstaterer Jan Helbak.
- Udgifterne til sammenlægningerne vokser enormt, det viser sig, at der ikke kan spares de beløb på stordrift, som det blev påstået. Det hele går endnu hurtigere, end jeg havde regnet med.

Kvalitetsreformen
Og nu er det så kvalitetsreformen, der skal fuldende rækken af reformer som ændrer grundlæggende på velfærdssystemet. Kvalitetsreformen vil cementere, at styringen udelukkende sker gennem økonomiske incitamenter. Den skal udbygge de reguleringsmekanismer, som de andre reformer har bygget op til.
- Med kvalitetsreformen vil man få opbygget et konkurrence- og kontrolsystem, der minder om det private marked. Det perspektiv der på sigt ligger i kvalitetsreformen er, at pengene kommer til at følge borgerne. Man får en sum penge, og kan så købe sig til de ydelser, man skal have. Det vil først blive indført på ældre- og børneområdet. For eksempel vil regeringen gerne generalisere den modulpasning i daginstitutionerne, som nu er indført i Århus. Det betyder, at prisen skal regnes ud, for hvad en times pasning koster. Du skal så kun betale, for det du bruger, og institutionerne må slås indbyrdes for at få fyldt pladserne op, erklærer Jan Helbak.
- Man får presset både de offentligt ansatte og borgerne til at tænke det offentlige som en producent af specifikke velfærdsydelser, der lige så godt kan produceres af en privat konkurrent. Det rokker ved hele opfattelsen af velfærdsstaten. Folk bliver ligeglade med, om vi har en offentlig sektor, når bare de kan få deres ydelser.
Jan Helbak understreger et andet element i kvalitetsreformen. Det ligger indbygget i den, at det offentliges ansvar er i sidste instans. Der lægges vægt på borgernes eget ansvar.
- Det minder meget om hattedamestaten. Her ligger faren for, at de offentlige ydelser bliver så dårlige, at det for den enkelte, som har råd, bliver fornuftigt og logisk at tegne en forsikring.
Hele markedstænkningen ændrer også de offentligt ansattes forhold til deres arbejde og er et anslag mod demokratiet, fastslår Jan Helbak.
- Tidligere forvaltede de offentligt ansatte borgernes ejendom. Nu, hvor det hele styres af resultatkontrakter og konkurrence, kommer det til at handle om at overholde kontrakten. Borgerens behov træder i anden række. Der er tale om et markant bevidsthedsmæssigt skred.
- Samtidig er det et voldsomt anslag mod demokratiet. Politikerne bliver bundet op af kontrakter med private firmaer og mister muligheden for at handle politisk. Det politiske systems råderum indskrænkes.
Den udvikling der er sket de sidste 25 år har, efter Jan Helbaks mening, betydet et farvel til den såkaldte universelle velfærdsmodel, hvor der er forskel i skatteindbetalingerne, dem der har mest betaler også mest, mens alle får de samme ydelser.
- Spørgsmålet er ikke hvornår velfærdsstaten er færdig, det mener jeg den er, spørgsmålet er hvor langt ud vi skal mod residual-staten, hvor folk skal klare sig selv og staten kun skrider ind, hvis man er helt ude at skide, før folk siger stop, slutter han.