13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

V vil af med overenskomster

V vil af med overenskomster

Onsdag, 31. oktober, 2007, 00:00:00

Venstre vil rydde op i det bureaukrati, der er eksploderet, mens partiet har siddet i regering. Det skal blandt andet ske ved at bryde de offentligt ansattes overenskomster

De offentlige overenskomster medfører unødvendigt bureaukrati, som det skal være muligt at fritage institutionerne for, mener Venstre.
Partiet forslår indførelse af såkaldte 'fri-institutioner', som ikke behøver at følge de centrale overenskomster. Det sker som led i en ny plan for afbureaukratisering af den offentlige sektor.
- Når statsministeren vil åbne mulighed for at blive fritaget for overenskomst, så vil det undergrave rettighederne for de enkelte. Det risikerer at føre til klondyke-lignende forhold som slet ikke er en velfærdsstat værdig, siger Dennis Kristensen, formand for forbundet FOA, til Arbejderen.
Tal fra Danmarks Statistik viser, hvordan kontrol og papirnusseri i blandt andet ældreplejen er eksploderet siden Fogh indtog regeringskontorerne:
Antallet af administrativt ansatte i ældreplejen er steget med 35 procent mere end de frontarbejdere, der har den daglige kontakt med de ældre. Men nu skal udviklingen vendes, lover Venstre.
- Der skal være mindre papir og mere tid til omsorg, sagde Anders Fogh Rasmussen, da han præsenterede udspillet.
Tiden til omsorg på de offentlige institutioner skal, udover at fritage dem for overenskomster, ifølge planen sikres med blandt andet kontraktstyring og resultatkrav.
Det får formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til at trække på smilebåndet af Venstres plan.
- Jeg genkender langt de fleste af de afbureaukratiseringsforslag Venstre stiller i udspillet fra den centrale kontrol, der er blevet tvunget ned over folkeskolen i den borgerlige regerings tid. Hvis det nu skal udbredes til resten af den offentlige sektor siger jeg velbekomme, lyder hans kommentar til Arbejderen.
Som noget nyt vil Venstre oprette et rejsehold af eksperter, der kan rådgive kommunerne til mere effektive arbejdsgange blandt andet ved at lade sig inspirere af Lean-tankegang, hedder det i forslaget.
Og finder de enkelte ansatte selv på måder at effektivisere, skal de belønnes gennem forskellige bonusordninger.
- Det giver slet ingen mening. Offentligt ansatte laver ikke selv unødvendigt bureaukrati, som de efterfølgende kan rydde op i. Bureaukratiet bliver pålagt fra staten og kommunen, siger Anders Bondo Christensen.
Han giver regeringspartiet ret i, at der er brug for en afbureaukratiseringsreform.
- Nemlig af det bureaukrati, som regeringen selv har væltet ned over de offentlige institutioner. Men ikke i form af andre kontrolsystemer, som kontraktstyring og Lean. Vi har brug for tillid til de offentligt ansattes professionelle dømmekraft, understreger Anders Bondo Christensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland