13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge opruster til valgkamp

Unge opruster til valgkamp

Lørdag, 27. oktober, 2007, 00:00:00

Socialistisk Ungdomsfront holder aktivitetsmøde i denne weekend. Mødet skal sparke deres ungdomsvalgkamp for Enhedslisten i gang

Det nyudskrevne valg kommer til at præge Socialistisk Ungdomsfronts (SUF) aktivitetsmøde i denne weekend. De næste tre ugers valgkamp for Enhedslisten skal planlægges.
Derudover skal SUF`s indsats i den sidste måneds velfærdsprotester og masseaktionen for et nyt ungdomshuse den 6. oktober evalueres.

Velfærd og Vestsahara
- Velfærd og fristeder har været meget i fokus, og det vil de også være på aktivitetsmødet. Vi skal diskutere, hvordan vi kæmper videre i de to bevægelser, fortæller Astrid Vang Hansen, der er lokalgruppesekretær i SUF til Arbejderen.
Aktivitetsmødet holdes på Kirsebærhaven Skole i Valby. Her skal temaet for vinterkampagnen fastlægges. Den kunne meget vel komme til at handle om netop velfærd og fristeder.
- Det er det eneste forslag, vi har fået inden mødet, men ændringsforslag og udtalelser blive ofte stillet på selve mødet, så det kan sagtens blive noget helt andet, forklarer Astrid Vang Hansen.
Derudover er udviklingen i Latinamerika på programmet, ligesom der skal diskuteres Europas Sociale Forum i Malmö og studieture til Vestsahara.

Fremgang
Det har været et år med fremgang for SUF. På trods af eksklusion af samtlige medlemmer af fraktionen Socialistisk Standpunkt tæller SUF nu 1005 medlemmer og 34 lokalgrupper.
Medlemmer af Socialistisk Standpunkt er blevet ekskluderet på grund af illoyalitet overfor SUF. På aktivitetsmødet skal der tages stilling til to ankesager fra ekskluderede medlemmer af Socialistisk Standpunkt.
Sagen krævede et ekstraordinært stormøde, der betød, at kampagnen for et nej til overenskomsten i april blev aflyst. Til gengæld var globaliseringskampagne i foråret en stor succes. Her sendte SUF sammen med Enhedslisten 700 mennesker af sted til protesterne mod G8.
- Eksklusionerne har ikke fyldt så meget siden det ekstraordinære stormøde i maj og det kommer de heller ikke til på aktivitetsmødet. Vi er generelt ved at få afsluttet hele sagen om Socialistisk Standpunkt fuldstændig, fastslår Astrid Vang Hansen.

Valgkamp
SUF arbejder nu på højtryk med at lave en ungdomsvalgkamp for Enhedslisten. De hilser det kommende folketingsvalg velkommen.
- Vi er glade for at få en chance for at vælte Fogh af pinden og få en ny regering. Det passer rigtig godt, at vi kan bruge vores stormøde til at sparke rigtig godt gang i vores ungdomsvalgkamp for Enhedslisten, siger Astrid Vang Hansen
Valgkampen betyder ikke, at SUF dropper alle andre kampe, forklarer hun, men det betyder, at de prioriterer valgkampen højt.
SUF er uafhængig af Enhedslisten, men har en samarbejdsaftale, der forpligter dem til at føre valgkamp for partiet. Det er dog en selvstændig ungdomsvalgkamp, hvor de selv bestemmer temaerne. De skal diskuteres på aktivitetsmødet her i weekenden, og så går det løs.

Socialistisk UngdomsFront (SUF)

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland