Når Fogh lader børnefamilier flytte ud af asylcentrene, er der ikke tale om et kursændring. Formålet er at fjerne fokus fra asylpolitik på valgdagen
Afviste asylansøgere med børn får nu lov at flytte ud af asylcentrene og ind i boliger administreret af Røde Kors. Støttekredsen for flygtninge i fare kalder det en minimal ændring af Danmarks nedbrydende flygtningepolitik.
'Der er tale om taktik, 60 børnefamilier bliver brugt til at give regeringen et menneskeligt ansigt... Der er ikke tale om en kursændring fra regeringens side,' skriver de i deres seneste nyhedsbrev.
Indrømmelsen fra Anders Fogh kom samme dag, som han fik overrakt 90.000 underskrifter fra Amnesti Nu. Gruppen kræver opholdstilladelse til de 800 afviste asylansøgere, der ikke kan sendes hjem.
Arne Hansen fra Amnesti Nu mener, at Anders Fogh forsøger at få vælgerne til at glemme asylpolitikken på valgdagen. Han efterspørger i et åbent brev til SF`s Kamal Qureshi et alternativ til regeringens flygtningepolitik.
Kamal Qureshi bekræfter overfor Arbejderen, at han støtter op om Amnesti Nu`s krav. I øvrigt ønsker han at ændre udlændingeloven, så asylansøgere ikke skal være personligt forfulgt for at få asyl. Det er ofte årsagen til, at ansøgere får afslag. For SF er det nok, at en ansøger er en del af en forfulgt gruppe. Enhedslisten bakker ligeledes op om kravet. De vil have asylcentrene afskaffet og asyl til alle, der flygter fra krig i hjemlandet.
Socialdemokraterne ønsker til gengæld kun at give arbejde og uddannelse til de afviste ansøgere, indtil der kan laves en hjemsendelsesaftale. Integrationsordfører Sophie H. Andersen kan ikke sige noget om, hvad Socialdemokraterne vil ændre ved udlændingeloven, hvis de får muligheden for det. Hun mener, problemet ligger i, at Flygtningenævnet tolker lovgivningen for stramt i deres afgørelser af asylsager.
Rikke Hvilshøj placerer ligeledes ansvaret ved Flygtningenævnet. Hun sagde i Deadline tirsdag aften, at Flygtningenævnet er en uafhængig myndighed, som hun ingen indflydelse har på.
Støttekredsen for flygtninge i fare minder i sit nyhedsbrev Rikke Hvilshøj om, at Flygtningenævnets afgørelser bliver afgjort udfra udlændingeloven, som regeringen ændrede som noget af det første, da de kom til magten, så flygtninges muligheder for at få asyl i Danmark blev indskrænket.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278