13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uskyldig tortureret i ti måneder

Uskyldig tortureret i ti måneder

Tirsdag, 23. oktober, 2007, 00:00:00

Myndighederne forsøger at dække sig ind med påstande om, at landene der modtager fanger af CIA har lovet, at de ikke bruger tortur

Canadas regering har udbetalt etstatning på ti millioner dollars til den syrisk-fødte canadiske statsborger Arar Maher, der blev udsat for tortur i 2002 og 2003, mens han var i USA`s varetægt - nærmere bestemt i hænderne på CIA og udsat for efterretningstjenestens afhøring og tortur i fængsler i Jordan og Syrien.
Når Canada har udbetalt erstatning, er det fordi canadisk politi havde informeret CIA om, at man mistænkte Arar Maher og hans hustru for at være ekstreme islamister med forbindelser til al-Qaeda.
Det medførte, at Arar Maher blev arresteret i september 2002 under et ophold i New Yorks Kennedy-lufthavn.
Efter afhøring i USA blev han sendt til Jordan og videre til Syrien, hvor han beretter om ti måneder med tortur. I oktober 2003 blev han løsladt.
Arar Maher har nu vidnet for en komite under Senatet i Washington. Komiteens medlemmer har hørt hans beretning om, hvordan han blev tævet, pisket med elektriske ledninger og truet med en metalstol, der kunne sættes strøm til.
- Jeg blev presset til at sige, at jeg havde været i Afghanistan. Når jeg ikke selv blev slået, blev jeg anbragt i et venteværelse, hvor jeg kunne høre andre fangers skrig, fortæller Arar Maher.
Han lod Senatorerne forstå, at han er uskyldig i enhver mistanke og har været offer for CIA`s program med hemmelige flyvninger, hvor terrormistænkte bliver flyttet til fængsler og afhøring i lande, der bruger tortur (rendition).
- Lad mig sige det klart. Jeg er ikke terrorist. Jeg er ikke medlem af al-Qaeda eller nogen anden terrorgruppe. Jeg er far, ægtemand og ingeniør. Og så er jeg et offer for den umoralske praksis med 'rendition', sagde Arar Maher ifølge Voice of America.
Demokraten William Delahunt, som er formand for Kongressens Juridiske Komite beklagede, at Bush-regeringen ikke har givet en undskyldning:
- Lad mig personligt give Dem den undskyldning vores regering ikke har givet. Lad mig undskylde til Dem og det canadiske folk for vores regerings rolle i denne fejltagelse.
To republikanske medlemmer af komiteen beklager Arar Mahers skæbne, men fastholder deres støtte til CIA`s program:
- En fejl i et program betyder ikke at programmet i sig selv er et forkert program, siger Dana Rohrabacher.
Myndighederne forsøger at dække sig ind med påstande om, at landene der modtager fanger af CIA har lovet, at de ikke bruger tortur. Men det betegner kongresmedlem for Demokraterne, John Conyers, som 'i bedste fald utroværdigt'. Han mener, at regeringen må ophøre med at sende fanger til afhøring i andre lande.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland