06 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det er sidste chance

Det er sidste chance

Lørdag, 20. oktober, 2007, 00:00:00

Uden en folkeafstemning om den såkaldte Reform-traktat får vi kun lov til at stemme om undtagelser og EU-parlament fremover, advarer Folkebevægelsen mod EU

Perspektiverne er skræmmende, hvis danskerne ikke får lov til at tage stilling til EU`s nye Reform-traktat. Det er budskabet fra Folkebevægelsen mod EU, efter at Unionens statsledere torsdag nat blev enige om den nye traktattekst.
- En blankocheck så de aldrig behøver at spørge os mere. Det er konsekvensen. Traktaten åbner en ladeport for flere udvidelser af EU`s kompetencer og dermed en løbende udhuling af det nationale demokrati. Så får vi fremover kun lov til at stemme om de fire undtagelser og til EU-parlamentsvalg, siger Karina Rohr Sørensen, talsperson for Folkebevægelsen, til Arbejderen.
- Anders Fogh siger, at det handler om jura, men det er ikke kun et juridisk spørgsmål. Der er et rent politisk behov for, at vi stemmer.
Flere og flere både tilhængere og modstandere af Reform-traktaten kræver nu en folkeafstemning. En af dem er formand for Konservativ Ungdom Rune Kristensen.
- For mig er det lige meget, om der er tale om juridisk suverænitetsafgivelse eller ej. Når man giver nogen beføjelser til at udtale sig på vegne af én på for eksempel udenrigspolitikken, er det suverænitetsafgivelse i praksis, siger han til Arbejderen.
- Desuden er det stort set den gamle traktat, vi står med igen, og den ville man jo sende til afstemning, tilføjer Rune Kristensen.
Karina Rohr Sørensen er helt enig.
- Det er grænseløs foragt for folkestyret, hvis vi ikke skal stemme. Blandt EU`s befolkninger er der jo flertal for en afstemning, siger hun med henvisning til den meningsmåling, som Arbejderen omtalte i går.
Folkebevægelsen sætter ekstra fart over indsamlingen af underskrifter med krav om at få en folkeafstemning. Derudover lægger bevægelsen vægt på at få en debat om indholdet af den nye traktat. Næste lørdag den 27. oktober inviterer Folkebevægelsen til åbent folkemøde om traktaten fra klokken 15-18 på Valhøj Skole i Rødovre. Her vil juraprofessor Ole Krarup og advokat Bjørn Elmquist fremlægge juridiske og politiske argumenter for kravet om en folkeafstemning. I panelet deltager blandt andet Rune Kristensen fra Konservativ Ungdom. Der vil også være en række kulturelle indslag.
- På tre timer bliver man klædt på til at diskutere med familie, venner og kolleger, lover Karina Rohr Sørensen.
Så snart traktatteksten ligger klar, vil Folkebevægelsen udforme nye kampagnematerialer. Men man skal ikke vente med at rykke, forklarer hun:
- Skriv under på euafstemning.dk, hvis du ikke har gjort det endnu. Bestil underskriftlister. Skriv læserbreve. Bestil oplæg fra Folkebevægelsen om traktaten i din forening. Vi skal øge presset på alle måder, og vi bliver ved, til vi får en afstemning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. okt. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland