De offentligt ansatte har udtaget kravene til nye overenskomster. Ikke overraskende står løn øverst på ønskelisten
Lønstigningen skal være større, end den det private område fik forhandlet hjem ved deres overenskomst i foråret.
Sådan lyder meldingen fra Anders Bondo Christensen, nyvalgt formand for forhandlingsfællesskabet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO).
Tirsdag vedtog KTO`s repræsentantskab otte krav, som de vil rejse i overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Det sker på vegne af 48 medlemsorganisationer og 532.000 medlemmer.
Ikke overraskende står lønforbedringer til alle ansatte øverst på listen.
- Forventningen er, at vi ved OK-08 får forhandlet solide og gode lønstigninger hjem til de ansatte i kommuner og regioner, siger Anders Bondo Christensen.
Uden at sætte procenter på, slår han fast, at lønrammen skal højere op end ved de private overenskomstforhandlinger, hvis medlemmernes forventninger skal indfries.
Det private område landede på samlede overenskomstforbedringer på rundt regnet fire procent.
- Fakta dokumenteret af Danmarks Statistik er, at lønudviklingen på det kommunale område ligger en smule under lønudviklingen på det private område. Det skal vi løse ved de her overenskomstforhandlinger, lyder det fra Bondo Christensen.
Kim Simonsen, formand for knap 70.000 medlemmer af HK/Kommunal, mener, at de offentligt ansatte mindst skal have samme regulering på lønnen. Derudover skal de have mellem én og to procent ekstra i lønningsposen for at hente det lønefterslæb hjem, som de har i forhold til de private.
Blandt de krav, som forhandlingsfællesskabet satser på at forhandle hjem på vegne af samtlige medlemsgrupper, er der også bedre vilkår for forældre ved barsel og børns sygdom. Konkret ønsker KTO at øremærke en del af barselsorloven til mænd, at forlænge orloven med løn ved flerbørnsfødsler, og at der bliver ret til fravær med fuld løn ved børns sygdom i to dage.
Der er også krav om fridage til fri placering, længere ferie og bonus for ikke afholdte fridage.
Endelig bliver der rejst krav om bedre forhold og større jobsikkerhed for tillidsrepræsentanterne, i lyset af at stadig flere arbejdspladser har svært ved at rekruttere tillidsrepræsentanter.
Arbejdsgiverne modtager KTO-kravene den 10. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278