16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

300-timers-regel er en fiasko

300-timers-regel er en fiasko

Tirsdag, 25. september, 2007, 00:00:00

Kun to procent af de, der har fået varslet fratagelse af kontanthjælp efter 300 timers reglen, er kommet i job. En dundrende fiasko, siger forsker. Hjort taler derimod om succes

Af omkring 8.500 ægtefæller på kontanthjælp, der er blevet varslet om at de kunne miste den ene ægtefælles kontanthjælp i april eller maj på grund af 300-timers-reglen, er kun to procent kommet i varig beskæftigelse.
Mere end tre gange så mange, omkring seks procent, er derimod blevet frataget kontanthjælpen. Og de fleste andre vil fortsat være i fare for at miste forsørgelsesgrundlaget, fremgår det af en undersøgelse, som Ankestyrelsen har foretaget.
Tallene viser, at 300-timers-reglen ikke virker, siger arbejdsmarkedsforskeren Morten Ejrnæs til Arbejderen.
- Eftersom succeskriteriet har været at få netop denne gruppe i ordinær beskæftigelse, må det siges at være en dundrende fiasko, at kun to procent er kommet i ordinær beskæftigelse. Den eneste sikre effekt af 300 timers reglen er, at godt 500 familier er blevet meget fattigere, og at mange flere er truet af fattigdom, påpeger han.
Omvendt mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, at han nu har fået bevis for, at 300-timers-reglen 'virker efter hensigten'.
- Rapporten viser nemlig også, at kommunerne nu sætter ind med en ekstra indsats for de familier, der er i risikogruppen. Det er en kæmpe gevinst. Formålet med 300 timers reglen er jo ikke at tage pengene fra folk - det er at få mennesker i arbejde, siger Claus Hjort Frederiksen.
300 timers reglen fratager ægtepar på kontanthjælp den ene kontanthjælpsydelse, hvis de ikke kan dokumenterer 300 timer ustøttet beskæftigelse hver i løbet af to år. Det ramte i april og maj 395 familier i de kommuner, som har svaret på Ankestyrelsens spørgsmål herom. Omsat til landsplan svarer det til cirka530 familier.
Af dem, der har undgået at blive ramt af reglen, er 23 procent ude af kontanthjælpssystemet. Ud over de to procent, der er kommet i varig beskæftigelse, er otte procent blevet tilkendt førtidspension, mens 13 procent er ude af systemet 'af andre grunde'. Hvilke fremgår ikke klart af undersøgelsen.
Desuden er to procent blevet skilt, og undgår dermed 300-timers reglen. 11 procent har kunnet skrabe de nødvendige arbejdstimer sammen, og har dermed fået udsat fratagelsen af kontanthjælpen.
Resten, 64 procent, har fået udsat fratagelsen af kontanthjælpen af forskellige andre grunde, for eksempel sygdom eller barsel, eller fordi de er blevet flyttet til matchgruppe fem - den gruppe i kontanthjælpssystemet, der har så mange andre problemer end arbejdsløshed, at de ikke umiddelbart kan komme i job.
- Det virker ikke særligt sandsynligt, at mange fra denne gruppe senere vil komme i job. Jeg har meget svært ved at se, at jobeffekten kan øges markant med denne regel. Det ville være langt mere effektivt med for eksempel langsigtede revalideringsforløb, vurderer Morten Ejrnæs.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland