Direktøren for tøjfirmaet Fighters + Lovers er klar til at kæmpe for retten til at støtte befrielsesbevægelser
Humøret er højt hos Michael Schølardt, direktør for det VS-ejede tøjfirma Fighters + Lovers, før den retssag, der starter i dag i Københavns Byret. Han er en af de syv terrorsigtede i sagen om støtte til de to organisationer FARC og PFLP.
- Vi er ude i en god sags tjeneste. Det er vigtigt, at den kommende retssag én gang for alle kan få klargjort, at det er tilladt at støtte befrielsesbevægelser og kampen mod besættelse, siger han til Arbejderen.
- Det er en uskik, at dansk retspolitik skal afgøres i et eller andet underkontor i Washington, siger han. Han hentyder dermed til, at EU`s terrorliste - og dermed Danmarks - stort set er en kopi af USA`s.
Han har dog ikke den store tiltro til de danske domstoles upartiskhed.
- Når man ser på hvad vi har lavet, og hvilke beviser der ligger i sagen, så får Lene Espersen på den ene side meget svært ved at påvise, at PFLP og FARC er terrororganisationer, forklarer Michael Schølardt.
- Samtidig har de så det problem, at når Fogh igen skal spise morgenmad med Bush, så går det ikke, at vi bliver holdt straffri. Der er et stort politisk pres, for at vi bliver dømt, og det pres vil domstolene have meget svært ved at modstå, slutter Michael Schølardt.
Sagen har vakt international opsigt. Blandt forsvarets vidner er en række udenlandske eksperter. Det drejer sig om den israelske historieprofessor og samfundsrevser Ilan Pappe, som i april forlod Haifas universitet efter at være frosset ud. Han er stærk modstander af zionismen og dannelsen af den israelske stat på palæstinensisk jord.
Fra USA kommer den nu pensionerede professor i sociologi, James Petras, som især har beskæftiget sig med folkelige modstandsbevægelser i Brasilien og Argentina. Han var blandt modtagerne af FARC`s bønskrivelse i november sidste år i forbindelse med forhandlinger om løsladelse af tre amerikanske gidsler.
Blandt de danske vidner er Niels Lindvig og Ole Sippel fra Danmarks Radio. Der er i alt afsat fem retsdage til sagen, der ventes afsluttet i midten af november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278