3F Ungdom vil have mere indflydelse på egne aktiviteter. De vil på gaden for velfærd og en ny regering
3F mister som den øvrige fagbevægelse medlemmer og har vanskeligheder ved at få nye unge medlemmer.
Derfor undrer det ikke mindst 3F Ungdom, at der ikke blev plads til så meget som ét ord om ungdomsarbejdet i den to timer lange beretning, som forbundsformand Poul Erik Skov Christensen fremlagde for 3F`s delegerede lørdag.
- Hvis vi kigger rundt i kongressalen, vil mange af dem, der sidder her i dag være væk om 10 til 15 år. Hvis ikke vi får fat i nogle nye unge, vil vi tabe 100 års arbejde på gulvet, lyder de dystre udsigter fra 29-årige Ida Risom, tidligere formand for 3F Ungdom.
Hun gør sammen med andre delegerede fra 3F Ungdom en ihærdig indsats på kongressen for at trænge igennem med ønsket om at blive hørt og få mere indflydelse end i dag.
Vil ikke være statister
Står det til de unge 3F`ere er det slut med at være statister i aktiviteter planlagt og besluttet af forbundet.
- Vores ambitioner rækker længere end til at stå og dele en flyer ud og smile til folk. Vi ønsker mere direkte indflydelse på økonomien og beslutningen om, hvilke kampagner der er vigtige og skal sættes i gang i forhold til de unge, siger Rasmus Gudmandsen, formand for regionsungdomsudvalget i Hovedstaden.
I sit indlæg til beretningen efterlyste han, at forbundet gjorde mere brug af de unges kræfter og energi end det er tilfældet i dag.
- Det er nu vi skal satse. Det er nu vi skal på gaden og mobilisere til demonstrationerne 2. oktober. Det er nu vi skal vælte den borgerlige regering. Vi er klar, sagde han under stort bifald.
Ved at give ungdommen øget indflydelse på beslutninger og deres praktiske udførelse vil de unges eget engagement blive større og vejen fra idé til handling vil blive væsentlig kortere end i dag, hvor langt de fleste projekter skal omkring et bord i forbundshuset.
- Det vil også lette arbejdet i regionerne. For med centralt besluttede kampagner henvender du dig på samme måde til alle unge, hvad enten de bor i København eller her i Nordjylland. Og det er ikke altid lige smart, mener Niels Skaarup Sørensen på 27 år, valgt som delegeret for 3F Midtvendsyssel.
For få visioner
De unge har under beretningsdebatten efterlyst forbundets visioner for ungdomsarbejdet. Men det ser sparsomt ud, konstaterer de.
- Der var ikke mange visioner i Poul Erik Skov Christensens svar. Han siger, at tingene skal køre videre som de plejer, og at ungdomsarbejdet skal integreres i afdelingerne. Det er faktisk uansvarligt, når vi ved, at ungdomsarbejdet slet ikke kører i mange afdelinger, mener Rasmus Gudmandsen.
De unge slår fast at de ikke ønsker at løsrive deres aktiviteter fra hverken afdelinger eller forbund. De vil bare gerne have rum til at gå videre end i dag. De tror på, at et aktivt ungdomsarbejde, hvor der gennemføres kampagner , de selv har besluttet, vil have flere sidegevinster.
Det vil både give en bedre organisationsprocent blandt unge. Det vil betyde at unge får en mere positiv opfattelse af fagforeningen og det vil udvikle de unge til at blive i stand til at varetage funktioner som tillidsrepræsentanter, ansatte i fagforeninger og forbund, mener ungdommen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278