De strejkende social- og sundhedsarbejdere i Dragør får nu møde med borgmesteren om deres lønkrav og er derfor gået i arbejde igen. I København strejker de stadig
De 50 ansatte i Dragørs ældrepleje, der nedlagde arbejdet i torsdags, vendte i går tilbage til arbejdet efter at borgmesteren har indvilliget i at mødes med dem.
Social- og sundhedsarbejderne kræver en lønforhøjelse på 5000 kroner om måneden. Udover lønkravet har de en række krav til deres arbejdsforhold.
Grundlønnen for ansatte i ældreplejen i Dragør kommune er 15.500 kroner om måneden. og det er en latterligt lav løn, mener de ansatte.
- Vores arbejde er hårdt, vi har med døende patienter og psykisk syge at gøre. Det er helt urimelig, at vi skal gå for så lav en løn, siger kontaktperson for plejepersonalet i Dragør Ellen Enevoldsen.
Tillidsrepræsentanterne i ældreplejen fik i onsdags at vide, at deres krav ikke ville blive imødegået af kommunen. Men gårsdagens arbejdsnedlæggelse fik Dragørs borgmester, Allan Holst (S), op af borgmesterstolen. Han lover nu plejepersonalet et møde på onsdag.
- Som udgangspunkt følger lønnen jo overenskomstforhandlingerne, men jeg vil gerne se på deres løn- og arbejdsvilkår, siger Allan Holst til Arbejderen.
Han vil ikke kommentere plejepersonalets krav om lønforhøjelse nu og her, men åbner for muligheden for at sætte flere penge af på budget 2008 til lønforhandlingerne i foråret.
- Vi har jo ikke fastlagt budgettet endnu, siger han.
Plejepersonalet er godt tilfredse med, at borgmesteren vil mødes med dem. De har dog meldt ud, at de er villige til at strejke igen, hvis borgmesteren ikke eftergiver deres krav.
- Vi gider ikke høre en sludder for en sladder igen. Vi er fuldt enige om, at vi vil have mere i løn, og derfor kæmper vi videre, siger de.
I København fortsatte en række social- og sundhedsarbejdere på socialcentrene i går deres arbejdsnedlæggelse.
De er utilfredse med, at Københavns socialforvaltning vil sammenlægge hjemmeplejen for handicappede og hjemmeplejen for psykisk syge på grund af en besparelse på 100 millioner i budget 2008.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278