16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Plejere siger op i protest

Plejere siger op i protest

Fredag, 14. september, 2007, 00:00:00

Social- og sundhedsarbejderne i Københavns voksenteams siger kollektivt op efter sparerunde. Strejkelavinen ruller igen, vurderer FOA

Social- og sundhedsarbejderne i voksenteamsene i København, som tager sig af psykisk syge og misbrugere, kører nu det helt tunge skyts i stilling i kampen mod besparelser.
Tirsdag fik de godt 70 faste arbejdere besked på, at socialforvaltningen anbefaler, at deres teams skal lægges sammen med hjemmeplejen for handicappede - angiveligt for at spare penge. Få timer efter sagde størstedelen af de ansatte kollektivt op i protest mod besparelserne og gik samtidig i strejke.
- Vi har sagt op fra den 1. februar, hvor besparelserne træder i kraft. Vi trækker kun vores opsigelser tilbage, hvis sammenlægningen med handicapområdet bliver stoppet inden da, fortæller Tina Vejter fra voksenteam Nørrebro til Arbejderen.
Spareplanerne er en del af Københavns budget, som skal vedtages i begyndelsen af november. I går aftes blev det førstebehandlet på et møde i borgerrepræsentation. Før mødet havde de strejkende social- og sundhedsarbejdere sat socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) stævne på et protestmøde i Nørrebrohallen.
- Jeg kan love jer, at jeg lytter til jeres protester, når vi nu skal videre i processen. Men hvordan det hele ender, kan jeg ikke spå om, sagde borgmesteren på mødet.
- Det kan godt være, at du lytter, men fører det også til handling? Det har vi svært ved at tro, når vi kigger på de mange år vi har protesteret uden at blive hørt, lød svaret fra Charlotte Elling, en af de strejkende fra voksenteam Vesterbro/Kongens Enghave.

Kan ikke leve med det
Opsigelserne, som kommer efter flere års nedskæringer, er udløst af planerne om at lægge voksenteamsene sammen med handicapområdet. Det vil betyde at lokaler, administration og brugere bliver delt mellem de ansatte.
- Det kan vi slet ikke leve med. For det første har vi valgt at arbejde med psykisk syge og misbrugere, fordi vi brænder for det, ligesom kollegerne på handicapområdet brænder for deres område. Det vil være katastrofalt for både arbejdsglæde og brugere, hvis vi bliver tvunget til at arbejde med områder, vi ikke brænder for.
- Samtidig har vi brugt mange år på at opbygge samarbejde med brugernes kontaktpersoner i kommunen, socialrådgivere osv, som vi fysisk deler kontorer med. Det netværk er enormt vigtigt, og det bliver smadret hvis sammenlægningen gennemføres. Konsekvenserne for vores brugere vil være så store, at det vil give langt flere udgifter end besparelser, understreger Tina Vejter.

Lavinen ruller igen
Voksenteamsene står ikke alene med deres strejke. I går fik de selskab af 50 ansatte fra ældreplejen i Dragør, og flere social- og sundhedsarbejdere forventes at gå med i de kommende dage.
Netop nu forhandler deres fagforbund, FOA, om kravene fra strejkerne før sommerferien. Efterhånden som det står klart for social- og sundhedsarbejderne, at de ikke får deres krav igennem, blusser utilfredsheden op igen. Meget tyder på, at der vil komme flere strejker, vurderer FOA i København overfor Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland