03 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SKAT taber sag mod kapitalfonde

SKAT taber sag mod kapitalfonde

Onsdag, 12. september, 2007, 00:00:00

De omkostninger der er ved at sætte penge i kapitalfonde kan nu trækkes fra på selvangivelsen. Skatteyderne betaler regningen

Kampen mod de omstridte kapitalfonde blev sværere i sidste uge. Landsskatteretten besluttede, at personer der rejser penge til kapitalfondene, kan fratrække deres udgift til at være med til at låne penge ud - det såkaldte management fee - på selvangivelsen.
I den konkrete sag nægtede skattevæsenet en dansk skatteyder at fratrække udgiften på næsten 800.000 kroner for at investere i en amerikansk kapitalfond. Men det blev underkendt af Landsskatteretten.
Statskassen skal altså fremover være med til at betale denne udgift. Imens klapper finansrådgiverne i deres små hænder.
- Kendelsen vil skabe lettelse i markedet og i hele branchen, udtaler Claus Kirkeby Olsen, partner i firmaet IQ tax til business.dk.
SKAT har taget dommen til efterretning. Ifølge kontorchef Anders Holten Lützhøft var det vigtigt at få afklaret sagen, som ligger i en gråzone.
- Det er et nyt område for os. Vi mente ikke, at der var en direkte sammenhæng mellem udgift og indtjening. Landsskatteretten var af en anden mening, og det retter vi os så ind efter, siger han til Arbejderen. Han ved ikke, hvad dommen vil koste statskassen, men mener at det indtil videre drejer sig om få sager.
- Til gengæld drejer de enkelte fradrag sig om rigtig mange penge, slutter kontorchef Lützhøft, SKAT.
Ideen med kapitalfonde startede i USA i 1970`erne, og kom til Danmark i slutning af 1980`erne. Ved hjælp af enorme lån fra udvalgte investorer opkøber de sunde børsnoterede virksomheder til overpris.
Værdierne malkes ud og erstattes af en enorm gæld, der stammer fra købet af virksomheden. Den betaler altså for at købe sig selv. Andre lån skal betale for at hæve udbyttet til aktionærerne, og man fyrer stort set alle de medarbejdere der arbejder med udvikling og service. Til sidst sælges den tømte virksomhed for en slik.
Et skoleeksempel er den danske telegigant TDC. Den blev solgt til verdens fem største kapitalfonde for 100 milliarder kroner i foråret 2005. Nu er gælden steget med små 40 milliarder kroner, egenkapitalen er minimal, og 5.000 arbejdspladser forsvinder frem til 2010.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland