Små NGO`ere har ikke råd til at tage hele vejen til New York for at deltage i FNs generalforsamling, og Udenrigsministeriet vil ikke længere betale regningen
Når FN i næste uge mødes til deres 62. generalforsamling i New York bliver det uden deltagelse af de danske NGO`ere.
I 50 år har forskellige danske organisationer udgiftfrit kunne deltage i generalforsamlingerne, men nu vil Udenrigsministeriet ikke længere betale for deltagelsen og rejsen.
Blandt andre FN-forbundet, Kvinderådet, Institut for Menneskerettigheder og De Samvirkende Invalideorganisationer er dermed udelukkede fra at deltage i generalforsamlingen, der starter den 18. september. De har simpelthen ikke råd.
Den danske delegation kommer derfor i år og fremover kun til at bestå af folketingspolitikere samt LO, DA og DUF, som selv kan betale.
Dropper civilsamfundet
- Det er helt atypisk i forhold til den måde demokratiet ellers plejer at fungerer på i Danmark, hvor der lægges vægt på at involvere civilsamfundet, siger Anni Herfort Andersen fra FN-forbundet til Arbejderen.
- Det ville koste os omkring 50.000 kroner at sende en delegeret, og det har vi simpelthen ikke råd til, forklarer hun.
Den danske delegation til FN`s generalforsamling har en rådgivende rolle. I delegationen har politikere, embedsfolk og organisationsrepræsentanter kunnet mødes, ligesom de danske organisationer har haft stor gavn af at udveksle erfaringer med civile organisationer fra andre lande.
- Vi har taget en masse med tilbage, så vi kan fortælle om, hvad der foregår på generalforsamlingen herhjemme, siger Anni Herfort Andersen, der mener, at denne oplysning om FN`s arbejde er vigtig. Hun møder af og til en manglende forståelse i ungdommen for, hvorfor FN er nødvendig.
- Desuden bidrager vi med vores specifikke viden på de forskellige områder, forklarer hun.
Danmark udbreder demokrati
Danmark plejer at involvere relevante parter i problemernes afdækning, i formuleringen af løsningsforslag, og i den praktiske implementering af løsningerne. FN-forbundet mener, at dette nu sættes over styr.
De senere år er inddragelsen begrænset. Forskellige rådgivende råd og udvalg er blevet nedlagt, og den økonomiske støtte til organisationer er beskåret.
'Vel er Udenrigsministeren og hans embedsfolk kloge, men et seriøst medspil med folk og organisationer, der besidder en relevant viden, et aktivt engagement og et ønske om at finde de bedste løsninger, kan kun være til gavn for Danmark - og verden,' skriver Torleif Jonasson, næstformand i FN-forbundet.
- De store organisationer som LO og DA har jo masser af penge til at sende delegerede. De bliver ikke afskåret fra generalforsamlingen. Det gør vi små NGO`ere, der ikke har råd til selv at betale. Det er helt urimeligt og et forkert sted at spare penge, siger Anni Herfort Andersen
Hun mener det er et signal fra Udenrigsministeriet om, at man ikke ønsker at involvere civilsamfundet.
- Danmark arbejder meget i FN for at brede demokratiet ud til andre lande og arbejder for, at de skal involvere civilsamfundet. Når Danmark så pludselig afskærer det danske civilsamfund fra indflydelse er det jo fuldstændig som at sige: 'Du skal ikke gøre som jeg gør med som jeg siger', slutter hun.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278