Anders Bondo blæser til kamp i værdidebatten om folkeskolen. Lærerne lover fra deres kongres at gå forrest i nødvendig offensiv
Der foregår en kamp på uddannelsesområdet mellem markedstænkning og demokratisk dannelse, og tiden er inde til, at danmarks lærere tager et klart standpunkt i kampen.
Det var det klare hovedbudskab, da formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensens åbnede lærerforeningens kongres i går.
Kongressen, som strækker sig over de næste tre dage, bærer tydeligt præg af et kaotisk år i folkeskolen.
- I sidste juli vedtog folketinget en folkeskolelov, som med djævlens vold og magt skulle føres ud i livet i det skoleår, der startede under to måneder senere, og som allerede var tilrettelagt, sagde Anders Bondo Christensen, og fortalte om den række af nye arbejdsopgaver, som elevplaner og nationale tests, lærerne fik pålagt uden varsel i starten af sidste skoleår.
- Der er ingen tvivl om, at det er ministeren, der står med ansvaret for dette kaos. Men hvor var kommunerne? Hvorfor var det ikke borgmestrene og Kommunernes Landsforening, der fortalte, at de ikke ville lægge borgere, altså elever, og medarbejdere i form af skoleledere og lærere til dette groteske forløb, spurgte han.
Lærerformanden understregede, at han ser de kommende overenskomstforhandlinger som en mulighed for at skabe ikke bare bedre løn- og ansættelsesvilkår, men også en arbejdstidsaftale, som kan give lærerne deres professionelle ansvar igen.
Fra talerstolen slog han fast, at Danmarks Lærerforening skal kaste sig mere aktivt ind i den værdidebat, der raser omkring folkeskolen.
- Det er vores pligt at råbe vagt i gevær, når der indføres ændringer, som vi ved giver elever og studerende en dårligere undervisning, sagde han.
Konkret brugte Anders Bondo Christensen lejligheden til at invitere formændene for KL, pædagogernes forbund BUPL, skoleledernes, -elevernes og forældrenes organisationer, samt andre omkring folkeskolen til samarbejde omkring et fælles politisk udspil.
- For elevernes og samfundets skyld har vi brug for at samle alle gode kræfter om at formulere fælles forpligtende svar på de aktuelle udfordringer i folkeskolen. Danmarks Lærerforening vil gerne stille sig i spidsen for den proces, der er nødvendig, lovede Anders Bondo Christensen, som samtidig meddelte lærerforeningens støtte til de store velfærdsdemonstrationer den 2. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278