01 Jul 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig strid skal lovreguleres

Faglig strid skal lovreguleres

Tirsdag, 04. september, 2007, 00:00:00

Ifølge et nyt lovforslag skal det være lovgiverne og ikke arbejdsmarkedets parter, der aftaler reglerne for at afgøre faglige konflikter. EF-domstolen får også øget indflydelse

Fremover er det loven, der bestemmer hvordan konflikter på din arbejdsplads skal løses. Og i sidste ende måske endda EU-loven.
Det fremgår at et lovforslag, som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen netop har sendt i høring.
'Forslag til Lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter' sender det hidtidige aftalebaserede voldgiftssystem på pension og erstatter det med lovgivning.
Dermed er det slut med 'norm for behandling af faglig strid', i daglig tale kaldet 'Normen' - den aftale, som siden 1910 har reguleret reglerne for forhandling, mægling og faglig voldgift på det danske arbejdsmarked.
Claus Hjorts lovforslag vil dog næppe blive mødt med voldsomme protester fra fagbevægelsens top. LO har nemlig selv, sammen med Dansk Arbejdsgiverforening, taget initiativ til lovændringen, og de to hovedorganisationer har siddet centralt placeret i det udvalg, der har lagt grunden for det endelige lovforslag.
Arbejderen forsøgte i går at få en kommentar fra LO-toppen til, at man nu aktivt medvirker til at gøre et af de helt centrale elementer i den aftalebaserede danske model til et lovreguleret område. Det lykkedes desværre ikke at komme igennem til personer, der ville udtale sig officielt til avisen.
Vi ville gerne have spurgt om, hvorfor man vælger at gøre den faglige voldgift til lovgivning netop nu, hvor der er stærk bekymring i den nordiske fagbevægelse over det voldsomme pres for et lovreguleret arbejdsmarked, som EU-harmoniseringen fører med sig.
Vi ville også gerne høre, hvorfor det direkte nævnes i lovforslaget, af sager indbragt for den nye, lovregulerede faglige voldgift, skal kunne indbringes for EF-domstolen.
De samme spørgsmål vil Enhedslisten stille under Folketingets behandling af lovforslaget, oplyser Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr.
- Det er rigtigt, at dette her lovforslag helt er i tråd med det, LO og Dansk Arbejdsgiverforening ønsker. Men det ændrer ikke ved, at det er endnu et lille skridt på den vej, der fører væk fra aftalemodellen og hen imod et lov- og EU-reguleret arbejdsmarked, siger Jørgen Arbo Bæhr til Arbejderen.
- Det er en konsekvens af, at man begynder at sammenblande EU-lovgivning med det danske fagretlige system. Det peger hen mod at færre og færre området bliver omfattet af aftaler, og mere og mere bliver lovreguleret - sådan som det jo også er i det meste af EU.
Enhedslisten vil under folketingsbehandlingen især arbejde for, at det bliver præciseret, hvor meget EF-domstolen kan blande sig i faglige voldgifter.
- Det er et uafklaret spørgsmål. Og jeg er bange for, at dette her betyder, at EF-domstolen vil blive blandet ind i endnu flere sager, end den har været indtil nu, siger Jørgen Arbo Bæhr.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland