17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Forældre er klar til protest

Forældre er klar til protest

Mandag, 03. september, 2007, 00:00:00

Forældre til børn i de nedskæringsramte institutioner og skoler i København føler sig ført bag lyset og efterlyser ærlighed om nedskæringerne

Forældrene i København er i alarmberedskab efter at have set på, hvad forliget på børne- og ungdomsområdet reelt indeholder.
Københavns Forældreorganisation (KFO) har besluttet at indkalde alle forældre til børn i institutioner og skoler i København til demonstration. Det sker foran Rådhuset, når budgettet for 2008 førstebehandles den 6. september.
- Kommunen forsøger at sløre, hvad der foregår. De pakker nedskæringerne ind i pæne ord om bedre kvalitet, bedre institutioner og øget faglighed, siger Knud H. Nielsen fra KFO til Arbejderen.
Det vil KFO forsøge at gøre op med ved en informationskampagne til forældrene. Forældrene skal gøres opmærksom på, at der årligt i de næste fire år skal spares mange hundrede millioner kroner på børne- og ungdomsområdet i København. Nedskæringerne er langt mere omfattende end de 53 millioner, der årligt skal spares ved lukninger og sammenlægninger af daginstitutioner og skoler.
- Forældrene er meget opmærksomme på lukninger og sammenlægningen. Men det er gået hen over hovedet på mange, at det kun er en lille del af besparelserne, forklarer Knud H. Nielsen.
Flere hundrede millioner skal findes ved ordinære nedskæringer og Knud H. Nielsen peger på to alvorlige eksempler:
Der skæres på indkøbskontoen for hvert år. Det betyder, at der bliver endnu dårligere mulighed for at udskifte nedslidte legeting, renovere legepladsen eller anskaffe nye undervisningsmaterialer i skolerne.
Derudover sættes børnehavealderen ned til to år og ti måneder mod tre år i dag. Det betyder færre penge til de børnehaver, der tidligere har modtaget børn under tre år.
- Forældrene er meget forvirrede og vrede over de her nedskæringer. De er helt uacceptable. Når først folk finder ud af, hvor omfattende nedskæringerne er, skal der nok komme en massiv modstand fra forældrene, slutter Knud H. Nielsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland