Lotte Rørtoft-Madsen og Birthe Sørensen har begge været redaktør for Arbejderen i syv år. Nu ser de tilbage på en turbulent tid for et helt specielt dagblad

- Det mest spændende for mig var den intense, politiske puls, som man hele tiden var en del af, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Hun blev redaktør for dagbladet Arbejderen i 1993, efter at have været med til at udvikle avisen fra måneds- til dagblad, og takkede af i 2000. Siden har hun været tolk i albansk, og arbejder nu som sekretær.
- Det er i hvert fald en del af det, mener den nuværende redaktør, Birthe Sørensen, som er uddannet typograf.
Anledningen til, at den tidligere og nuværende redaktør er samlet, er nærværende dagblads 25-års jubilæum den 1. september.
- Men også det at lave en avis, der gør en forskel, betyder rigtig meget. Arbejderen er anderledes end de andre dagblade. Jeg synes for eksempel, at Politiken nogle gange laver noget rigtigt godt. Men i lederen i mandags roser avisen Thor Petersen for at sige, at de offentligt ansatte får rigeligt i løn. Så kan man se, hvor langt den såkaldte progressive avis Politiken rækker! Arbejderen tager derimod hele tiden et konsekvent klassestandpunkt, siger Birthe Sørensen.
Lotte Rørtoft-Madsen nikker.
- Alene det, vi informerer om, som den øvrige medieverden ikke informerer om, er et fantastisk felt at bevæge sig indenfor. Mængden af medier har aldrig været større, men mediebilledet er klart mere ensidigt i dag end for 25 år siden.
Det er Birthe Sørensen enig i og nævner tegneserien om Cirkeline og Rikke som et eksempel:
- Den er blevet afvist af flere medier, fordi det kan virke krænkende, at en minister optræder i naziuniform. Et af disse medier var Jyllands-Posten, der i den grad har forsvaret retten til at krænke! Det kommer sandelig an på, hvem der skal krænkes.

Altmuligkvinden
- Jeg husker det at være redaktør som at være altmuligkvinde, fortæller Lotte Rørtoft-Madsen tænksomt.
- Man har et ansvar for, at alle tråde mødes det samme sted. Men man er aldrig alene i forhold til de overordnede prioriteringer. Der er man en del af det partikollektiv, der bestemmer den redaktionelle linje.
- Så er man selvfølgelig også avisens ansigt udadtil, tilføjer Birthe Sørensen og fortsætter:
- Den største udfordring er dog at sikre avisens daglige kvalitet. De rigtige prioriteringer, de rigtige historier med den rigtige kvalitet. Arbejderen prioriterer ikke ud fra meningsmålinger, men ud fra et bevidst politisk valg. Samtidig går vi efter, at avisen skal være så relevant som muligt for vores målgruppe.
Lotte Rørtoft-Madsen giver et andet eksempel:
- Vi havde for nogle år siden en diskussion på avisen, fordi medierne begyndte at nedtone finanslovsspørgsmålet. Det kan godt være, at en finanslov ikke er sexet, men den har jo enorme konsekvenser for de mennesker, der bor i dette samfund. Derfor er det vores opgave at dykke ned i det og gøre det vedkommende, mener hun.
Birthe Sørensen er enig:
- I dag har vi for eksempel besluttet, at krigen mod terror og dens betydning for de demokratiske rettigheder i Danmark er et vigtigt spørgsmål.
- Det samme er kampagnen for en afstemning om den snydeforfatning, som EU er ved at fuske igennem ad bagdøren. Og ikke mindst følger vi velfærdsdebatten og regeringens afmontering af velfærdssamfundet. Vi har hele tiden vores egen dagsorden.
- Endelig har det faglige stof i mange år været højt prioriteret. Vi mener, at det er vigtigt at forsvare fagbevægelsen og retten til at organisere sig kollektivt. De øvrige medier har den holdning, at fagbevægelsen er forstenet, at kollektivitet er gammeldags og individet skal i centrum, påpeger Birthe Sørensen, der selv var fagligt aktiv i sine typograf-dage.
- Det er vigtigt, at Arbejderen sætter fokus på den ensretning og intolerance, der foregår. At være en avis, der står for mangfoldighed, tilføjer Lotte Rørtoft-Madsen.
- Når man har fulgt nyhederne på tre kanaler, sidder man jo tilbage magtesløs og frustreret. Uden konkret viden om, hvordan samfundet er skruet sammen. Det er Arbejderens styrke: Den giver viden, information og analyse, der gør det muligt at handle, forklarer hun.

Et bredere ansvar
Sammenbruddet i den socialistiske lejr i 1989-1991 blev et vendepunkt i Arbejderens udvikling. Lotte Rørtoft-Madsen var allerede på det tidspunkt journalist på avisen, og husker tydeligt situationen.
- Den kommunistiske bevægelse skrumpede ind, Land og Folk gik ned, det var en total omvæltning. Det betød, at vi fra 1990 til 1992-1993 omlagde avisens koncept, så den kunne blive brugbar og tilgængelig for en bredere skare. Få år efter forsvandt også den socialdemokratiske dagspresse, og pludselig stod Arbejderen tilbage som det eneste dagblad med rødder i arbejderbevægelsen, fortæller hun.
- I hele den turbulente årrække har to ting været garanter for, at Arbejderen har overlevet. Dels har vi haft et parti i ryggen, og dels har vores læserskare bakket os ekstremt meget op, opsummerer hun.
- Og de to ting er guld værd. Med derudover har vi også overlevet, fordi avisen har formået at udvikle sig. Vi har både udviklet konceptet for avisen, men vi er også blevet bedre til at bruge det journalistiske håndværk, siger Birthe Sørensen.
- Målt i forhold til, hvor lille et parti DKP/ML har været, har det gennem årene været en enorm kraftanstrengelse at udgive Arbejderen. Så det, at vi i dag bliver udgivet af Kommunistisk Parti, som er et større parti, gør at vi ser noget mere lyst på fremtiden, forklarer hun.
- Der har altid været nogen, der har sat spørgsmålstegn ved, at Arbejderen udgives af et parti. Men det er netop partiet, der har sikret avisens overlevelse, er Lotte Rørtoft-Madsens vurdering.
- Jeg bryder mig i øvrigt ikke så meget om begrebet partiavis, tilføjer Birthe Sørensen.
- Jeg kan bedre lide at sige: Vi bliver udgivet af et kommunistisk parti. Andre aviser bliver udgivet af en bestyrelse, som sidder på en pengetank. Hvad er mest reelt, spørger hun retorisk.

Bedst i kamp
Lotte Rørtoft-Madsens løbebane på Arbejderen strækker sig helt tilbage fra hendes 21. år, til hun fyldte 40. Hun er fuld af historier om kampe, hvor avisen har gjort en forskel.
- Ri-Bus-konflikten er et eksempel. Genetableringen af en bevægelse imod den første Golfkrig er et andet. Storkonflikten i 1998 er et tredje. Kampen imod Maastricht-traktaten i 1992 er et fjerde.
- Det er store samfundsmæssige kampe og begivenheder, hvor modsætninger skærpes, og der vækkes fornyet politisk interesse. Dér er Arbejderen i stand til at spille en særlig rolle som formidler og organisator, mener Lotte Rørtoft-Madsen og begynder på en af historierne.
- Da den første Golfkrig bryder ud i starten af 1990`erne, er fredsbevægelsen slet ikke opbygget. Arbejderen tager en bevidst beslutning: Vi vil bidrage til at rejse den bevægelse. Vi afsætter ekstra journalistisk kraft hver dag, beskriver, hvad der foregår i den internationale fredsbevægelse for at inspirere, afslører krigsforbrydelserne og medieløgnene. Det sætter os i forbindelse med en masse nye mennesker, der igen er med til at sætte avisen i bevægelse, husker hun.
Birthe Sørensen hæfter sig mest ved Ri-Bus-konflikten, hvor hun var med til at dele Arbejderen ud i Esbjerg.
- Avisen støttede klart de chauffører, der var i kamp. Det var helt specielt. Folk stod i kø for at få avisen, også selvom enormt mange af dem allerede abonnerede på grund af situationen. Vi havde et eksplosivt voksende abonnementstal i Esbjerg. Tror du ikke, at det er den by, hvor vi procentvist har haft flest abonnenter, Lotte?
- Jo. Jeg kan også huske storkonflikten i 1998, hvor Arbejderen var den eneste avis, der aktivt understøttede storkonflikten, og dermed det eneste sted, hvor de titusindvis af mennesker kunne følge med i deres egen kamp. Det kunne også ses på abonnementstallet, erindrer Lotte Rørtoft-Madsen.
- Arbejderen er i det hele taget ofte bedst i kamp. Når folk oplever, at der sker en forskel i deres liv. Man kunne også nævne EU-afstemningerne, hvor de andre medier sad på nakken af hinanden og skulle tolke, hvorfor der var stemt nej. Vi havde en fuldstændigt klar analyse af, hvorfor det blev et nej, fordi vi selv var en del af nej-bevægelsen, forklarer Birthe Sørensen.
- Medierne lever i et politisk spin, en anden verden. De tror på det billede, de selv skaber, mener Lotte Rørtoft-Madsen.
- Vi har et helt andet netværk. Det er noget med at have fingrene nede i virkeligheden, filosoferer Birthe Sørensen.

Vælt regeringen
Den siddende redaktør ved præcis, hvad Arbejderens særlige fordele skal bruges til over den næste årrække.
- Først og fremmest gælder det om at få væltet regeringen - men også at skabe et alternativ. Det gælder om at styrke alle de organisationer, der er aktive i den kamp. Fagbevægelsen, ungdommen, velfærdsbevægelsen, opremser Birthe Sørensen.
- Vi vil styrke alle de kræfter, der ønsker at forandre dette samfund. Vi vil også være med til at sætte socialismen på dagsordenen igen, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
I det hele taget skal kendskabet til det lille røde dagblad udbredes.
- I de seneste år har vi øget vores abonnementstal betragteligt. Den udvikling håber jeg virkelig, at vi kan fortsætte. Én kvalitet ville også være at få flere sider i avisen, men det kræver en betragteligt større læserskare, forklarer Birthe Sørensen.
- Vi har ikke umiddelbart planer om at gøre noget særligt ud af internetavisen. Vi går jo ikke efter at være først med det sidste, men leverer først og fremmest sammenhæng, overblik og politiske analyser. Det er i virkeligheden det, vi skal styrke endnu mere - det er ekstremt vigtigt i en tid, hvor folk bliver stopfodret med smånotitser. Internettet er et godt værktøj, men indtil videre satser vi altså på papiravisen, pointerer hun.
- Og det er stadig en stor opgave at udgive Arbejderen, blandt andet fordi portostøtten er blevet omlagt. Det har flere konsekvenser. For eksempel vil man aldrig kunne starte en avis op igen, som vi gjorde for 25 år siden. I dag skal man stå med mange millioner i hånden for at starte et dagblad, siger hun bestemt.

Interview eller leder
Også redaktører bruger en del af tiden på at skrive. Hvilken disciplin foretrækker de to helt personligt?
- Jeg kan godt lide at lave interview, siger Birthe Sørensen efter nogle sekunders overvejelse.
- I foråret, under budgetkampen i Århus, var jeg nede at interviewe de gamle, der demonstrerede imod, at man ville lukke deres center. De sad med krykker og rollatorer på Rådhuspladsen. For mange af dem var det første gang, de demonstrerede. Det berørte mig meget - jeg vil gerne lave journalistik, der berører læserne, siger hun.
Den tidligere redaktør kan også godt lide at interviewe, men den største arbejdsglæde finder hun et andet sted.
- Jeg har altid godt kunnet lide at skrive ledere! At skulle komme frem med et meget præcist politisk budskab på meget kort plads, der skal ramme plet lige præcis den dag, og måske ikke vil gøre det dagen efter...
Talestrømmen standser et kort øjeblik, mens øjnene flakker.
- Og hvis det ikke står i Arbejderen, står det ingen steder!
- Vi siger tit, at vi er den eneste avis, der står udenfor magthavernes politiske konsensus. Hver dag bekræfter, at det er rigtigt, er Birthe Sørensens sidste ord.
Lotte Rørtoft-Madsen har intet at tilføje.