17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh bremser billige boliger

Fogh bremser billige boliger

Fredag, 31. august, 2007, 00:00:00

Regeringens lovændringer har sat byggeriet af almene boliger i stå. Kun 163 boliger er påbegyndt i år - mod næsten 10.000 sidste år. Boligselskaberne kræver handling nu

Byggeriet af almene boliger er gået næsten i stå. Sidste år blev der startet byggeri af 9413 almene boliger. Indtil midten af august i år er tallet 163 - altså noget nær et regulært byggestop.
Det skyldes de restriktioner for almennyttigt boligbyggeri, som regeringen har indført. Både oppositionen, Kommunernes Landsforening og boligselskaberne kræver restriktionerne ophævet eller lempet. Men regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti har hidtil sagt nej.
- Regeringen har sat loft over kvadratmeterprisen på alment boligbyggeri. Det bliver reguleret efter den almindelige prisudvikling, og ligger i dag på godt 18.000 kroner. Men det kan man simpelt hen ikke bygge for i hovedstaden og i Århus, forklarer Gert Nielsen, direktør i Boligselskabernes Landsforening.
- Derfor må vi have afskaffet maksimumsprisen, og så må der ydes støtte, så huslejen alligevel bliver til at betale for almindelige mennesker, siger Gert Nielsen til Arbejderen.
Loftet over kvadratmeterprisen for almennyttigt boligbyggeri blev indført af VC-regeringen med den begrundelse, at det skulle sikre billige almene lejeboliger. Men resultatet er altså slet ingen almene boliger. Hvis der ikke gøres noget nu, er der reelt tale om et byggestop, konkluderer Boligselskabernes Landsforening.
Regeringen henviser blandt andet til, at det kun er i hovedstadsområdet og Århus-området, at grund- og byggepriser gør det umuligt at bygge til priser under maksimumsprisen.
- Men det er jo også her, der er behov for billige almennyttige boliger. Der er ikke det samme behov ude på landet, hvor byggegrundene er billige, påpeger Gert Nielsen.
Oppositionen forsøgte i maj at komme igennem med et forslag om, at kommunerne skulle have lov til at sælge byggegrunde billigt til almennyttige boligselskaber. Men forslaget blev stemt ned af regeringen og Dansk Folkeparti. Det ville jo blot være skjult offentligt støtte til almennyttigt boligbyggeri, lød begrundelsen.
Samtidig henviste Eva Kjer Hansen til, at der netop nu er et udvalgsarbejde i gang om den fremtidige styring af den almene boligsektor.
- Men det kommissorium, som udvalget har fået, gør det næsten umuligt at komme med langsigtede løsningsforslag., siger Gert Nielsen.
Ifølge grundlaget for udvalgsarbejdet står der direkte: 'Det er en forudsætning, at en ændring af styringen af den almene sektor ikke samlet set må medføre offentlige merudgifter'.
- Det længste vi kan gøre os håb om at komme, er at boligorganisationer og kommuner får en vis frihed til selv at sammensætte en finansieringspakke, som giver muligheder for en lavere start-husleje i nybyggeri. Men som vi ser det, kommer vi ikke uden om, at der skal flere penge i den almene sektor, hvis vi igen skal have gang i byggeriet, slår Gert Nielsen fast.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland