17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uligheden stiger voldsomt

Uligheden stiger voldsomt

Torsdag, 30. august, 2007, 00:00:00

Den økonomiske ulighed er vokset de sidste år og er nu på niveau med uligheden i 1965. Med regeringens skattereform fortsætter den udvikling, vurderer forsker

De rige er blevet rigere, mens de fattige er blevet fattigere i løbet af de sidste 15 år. De 20 procent af befolkningen, der har de højeste indkomster, har fået en stigende andel af den samlede indkomst.
Det konkluderer Finn Kenneth Hasen, forsker ved Center for Alternativ Samfundsforskning (CASA), på baggrund af den nye tiårsoversigt fra Danmarks Statistik.
I 1990 sad de rigeste 20 procent af befolkningen på 38,3 procent af den samlede indkomst. I 2005 var de oppe på 42,1 procent.
Samtidig er de 20 procent af befolkningen som har de laveste indkomster gået fra at have 6,4 procent af den samlede indkomst til 5,6 procent.
Det betyder, at den økonomiske ulighed i Danmark nu er lige så stor, som den var i 1965.
- Skattepolitikken og fordelingspolitikken er blevet mindre igennem hele perioden. Samtidig er kapitalindkomster som for eksempel gevinster på boligmarkedet, steget mere end lønindkomster, mens lønindkomster er steget mere end overførselsindkomster, forklarer Finn Kenneth Hansen til Arbejderen.
Det betyder, at de, der bor i eget hus og har en god indkomst, har fået flere penge mellem hænderne. Imens har de, der bor til leje og har en lavere indkomst eller står udenfor arbejdsmarkedet, sakket agterud.
- Det skyldes også skattestoppet, der er til gunst for de rigeste, uddyber Finn Kenneth Hansen.
Der har været en ekstra stor stigning i uligheden fra 2004 til 2005. Finn Kenneth Hansen spår, at regeringens nye skattereform vil opretholde uligheden og måske endda øge den, hvis den bliver gennemført.
Det har de Konservatives skatteordfører Jakob Axel Nielsen ikke noget imod, så længe de fattige ikke bliver fattigere.
- Skattereformen gør ikke de fattige fattigere, for vi giver både skattelettelser til rige og fattige. Så længe de svage ikke stilles svagere, har jeg ikke noget imod, at de rige bliver rigere, og at den relative ulighed øges, siger han til Arbejderen.
Finn Kenneth Hansen understreger, at der ikke bare er tale om relativ ulighed. Hans konklusion er klar: De rigeste bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland