Anita Viborg har arbejdet for TDC i 21 år. Hun har aldrig haft andre arbejdspladser. Men nu er det snart slut

31.maj 2007.
Datoen står printet ind i hukommelsen hos de ansatte i TDC`s kundecentre.
Den dag kom beskeden fra den nye ledelse: 'Vi har besluttet at lukke TDC`s kundecentre i Esbjerg, Kolding, Holstebro, Nykøbing Mors, Åbenrå og Roskilde.'
Sådan. Knap 300 TDC-ansatte og deres familier fik dermed på et øjeblik revet tæppet væk under sig.
Anita Viborg er en af dem, der bliver ramt.
- Vi kunne da godt regne ud, at der ville ske ting og sager, indleder Anita Viborg sin beretning, da Arbejderen møder hende en eftermiddag i lejligheden midt i Esbjerg.
- Kapitalfondene køber op, alene med det sigte at tjene penge på kort tid. Og så plejer de ansatte jo altid at stå først for.
- Men vi havde ikke fået noget som helst at vide. Vores tillidsmand blev først orienteret dagen før, bomben sprang, fortæller hun videre.
Ifølge TDC-ledelsen skal kundecentrene centraliseres i de største byer. Her skal opbygges store call-centre med 150 ansatte. Det er billigere og mere rationelt, lyder argumentet.
- Vi blev stillet overfor valget: Enten møder du ind på arbejde hver morgen i kundecentret i Århus. Eller også har du ikke længere noget job, forklarer Anita Viborg.
- I starten var der lagt op til, at vi selv skulle sige op, hvis vi ikke ville med. Men nu er vi lovet, at vi kan få en fyreseddel, fortæller hun.
- Men fratrædelsesordninger og den slags er der ikke noget af, lyder det afmålt og bittert.

Helt udelukket
Anita Viborg har meddelt chefen, at hun ikke tager med til Århus:
- Det er fuldstændig udelukket for mit vedkommende. Jeg er alene med to børn, og de går i skole her, forklarer hun.
- Så jeg kan ikke flytte, og jeg kan da slet ikke klare, at have tre-fire timers ubetalt transporttid hver dag.
- Så det store spørgsmål for mig er: Hvad kan jeg få af arbejde? Og til hvilken løn? Vil det være nok til, at jeg kan klare mig som alenemor, spørger hun.
Anita Viborg har arbejdet i TDC i 21 år. Hun har aldrig haft andre arbejdspladser.
- Jeg kom ind i Jydsk Telefon som nyuddannet teknisk tegner, forklarer hun.
- Men den uddannelse er jo håbløs forældet i dag. Jeg har ganske vist mange års erfaring i kontorarbejde, men jeg har ikke papirer på det, beretter Anita.
- Så i realiteten skal jeg ud og søge ufaglært arbejde.
Ifølge Anita Viborg har TDC tilbudt, at de ansatte kan få papirer på deres kvalifikationer. Der er tale om et kursusmodul, der løber over et år, med i alt ni ugers kurser:
- Men vi ryger jo ud pr. 1. april næste år. Så vi kan ikke benytte tilbuddet, siger hun.
Anita lægger ikke skjul på, at hun mest af alt frygter at ryge ud i et job til en meget lavere løn end i dag.
- Man kan vel altid blive kassedame ude i Bilka, eller få arbejde i et underbetalt call-center, siger hun.
- Men så vil jeg være nødt til at gå op på fuld tid, i stedet for som nu at arbejde 30 timer. Og det er jo i sidste ende børnene det går ud over, lyder det bittert.
- De er vant til, at der er plads til, at de kan blive hentet lidt tidligere i daginstitutionen, at der kan laves legeaftaler og den slags. Nu bliver det i stedet, at de er de sidste, der bliver hentet.
- Og så er det nok ikke så fedt længere.

Dødskuffede
Anita Viborg er - som så mange vestjyder - en pige af få ord.
Hun bruger ikke mange sætninger på at beskrive de frustrationer, som hun er fyldt med. Til gengæld kan de tydeligt aflæses i hendes ansigt, når hun fortæller sin historie.
- Vi er alle sammen død-skuffede. Mange af mine kollegaer har - som jeg - været hos TDC hele deres arbejdsliv. Og vi har altid arbejdet samvittighedsfuldt og opfyldt vores mål. Og så er det bare ud af vagten, siger hun.
Anita Viborg lægger ikke skjul på, at motivationen til at knokle for TDC og give den en ekstra skalle, har fået et knæk.
- Produktiviteten er faldet en del. De målsætninger, der er opstillet for vores salg af mobil- og teleløsninger, bliver ikke opfyldt lige nu, siger hun.
- Hvorfor skal vi knokle, når der alligevel ikke er noget job om få måneder? De kan jo kun fyre os, og det gør de alligevel, så....
- Men selv om vi er bitre og skuffede, så er det værste alligevel usikkerheden om fremtiden, om man kan finde noget at leve af, fastslår Anita Viborg.
Hun fortæller, at en af hendes arbejdskollegaer gik ned psykisk og blev langtidssygemeldt, på grund af hele situationen.
Selv holder hun skansen.
- Lige nu søger jeg ikke job. Jeg har besluttet at lægge det væk. Få lidt distance til tingene. Ellers bliver det for svært, kommer det knapt.
- Det dur ikke, at jeg går ned. Jeg har jo børnene.
På spørgsmålet om, hvad hun tror, der kommer til at ske med TDC i fremtiden, om selskabet vil overleve kapitalfondenes lænsning, kommer svaret lige fra hjertet:
- Det er svært at vide. Og jeg er egentlig også ligeglad. For uanset hvad, så bliver det i hvert fald uden os. Vi deler ikke fremtid længere.