18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

2015-plan uden penge og hænder

2015-plan uden penge og hænder

Lørdag, 25. august, 2007, 00:00:00

Ser man bag om tallene i regeringens 2015-plan, tegner der sig ikke et billede af øget velfærd - tværtimod, påviser Den Alternative Velfærdskommission.

Regeringen hævder i sin 2015-plan, at man frem til 2015 vil lade det offentlige forbrug holde trit med den økonomiske udvikling. Men reelt vil der i de kommende år være tale om, at det samlede offentlige forbrug kun vil stige med omkring det halve af privatforbruget.
Det viser en gennemgang af 2015-planen, som Den Alternative Velfærdskommission (DAV) ved økonom Henrik Herløv Lund netop har offentliggjort. (1) Se i øvrigt figur 1.
Væksten vil fra 2009 og frem oven i købet være lavere end i tidsrummet 2001-2006. Dertil kommer, at der er blevet oparbejdet et 'efterslæb' på 15 milliarder kroner, hvis man sammenligner med, hvad der var den normale stigning før 2001.

Ingen penge til ældre
I de kommende år bliver der flere ældre på pension og dermed øgede opgaver for den offentlige sektor, påpeger DAV.
Det øgede antal ældre vil kræve en årlig realvækst i det offentlige forbrug på omkring 1,2 procent, har AE-rådet regnet sig frem til (2). Skal de offentlige velfærds-serviceydelser følge med den almindelige velstandsstigning, skal væksten op på 1,6 procent, fremgår det af DAV`s debatoplæg 'Alternativer til kvalitetsreformen - velfærd og kvalitet for alle. (3)
Regeringens 2015-plan opererer kun med en årlig realvækst på 0,9 procent.
'Regeringens fortsat stramme udgiftsloft indebærer altså på ingen måde sikring af velfærden, men er tværtimod ensbetydende med fortsat økonomisk udhuling af den,' konkluderer DAV

For få hænder
Skal børnene i daginstitutionerne, de syge og de ældre have bedre pasning og pleje, kræver det flere hænder. Selv om regeringen stædigt hævder det modsatte, så viser tal fra Danmarks Statistik, at antallet af beskæftigede og af præsterede arbejdstimer på social- og sundhedsområdet er faldet fra 2001/2002 frem til 2005/2006.
Regeringens 2015-plan rummer en stigning i antallet af beskæftigede i den offentlige sektor på 9000 frem til 2015. Men der er tale om et vilkårligt fastsat tal, for det er op til kommuner og regioner selv at bestemme, om de vil ansætte flere eller købe serviceydelserne hos private, understreger regeringen.
De 9000 flere ansatte i den offentlige sektor er under alle omstændigheder ikke nok til at følge med befolkningsudviklingen, og slet ikke hvis den offentlige velfærd også skal udvikle sig i takt med den almindelige velstandsudvikling, påpeger DAV.
Skulle antallet af ansatte følge med befolkningsudviklingen, skulle der i 2015 ikke være 9000, men 20.000 flere ansatte i den offentlige sektor. Skulle der også være hænder til at opfylde de øgede krav, der følger med den almindelige velstandsudvikling, er tallet 32.000.
'Regeringens 2015-plan er således ikke blot en fortsat økonomisk udhuling af den offentlige sektor, men i endnu videre grad en personalemæssig/beskæftigelsesmæssig udhuling,' konkluderer DAV.

Noter

1) www.henrikherloevlund.dk
2) www.aeraadet.dk
3) www.henrikherloevlund.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:45

Indland