Kolleger fra Smurfit Kappa i Kolding møder op i retten i dag for at bakke deres arbejdskammerat op. Han blev overfaldet som blokadevagt
En usædvanlig sag udspiller sig i dag i byretten i Kolding.
Hovepersonerne er en ansat på emballagevirksomheden Smurfit Kappa og den mand, der overfaldt ham for snart tre måneder siden.
- Vores kollega har stadig ondt i skulderen, og han har sovet elendigt de sidste par dage, siger fællestillidsrepræsentant Jan Mikkelsen til Arbejderen.
Søvnbesværet skyldes både efterveer fra overfaldet men også dagens retssag. Den dårlige skulder er derimod det kontante resultat af meningsløs vold.
Arbejderen har tidligere beskrevet hændelsesforløbet.
Under den langvarige lønkonflikt i maj/juni måned etablerede de strejkende i en periode blokadevagt ved virksomheden. Blokadevagterne stoppede på et tidspunkt en bil med to mænd, der kom inde fra fabrikken. Bilen kørte imidlertid videre, og én af blokadevagterne måtte tage fra sig med hånden på bilens rude for ikke at blive kørt ned. Det fik de to mænd til at stå ud af bilen og spørge, om blokadevagterne ville slås.
Gemytterne blev dysset ned, men kort efter vendte de to mænd tilbage med en tredje. Den blokadevagt, der havde haft hånden på ruden, blev peget ud og beskyldt for at have ridset bilen. Han blev skubbet omkuld og sparket. Kun et hurtig vrid med kroppen sikrede, at en fod ramte skulderen i stedet for ansigtet.
Kun den ene person står tiltalt for vold i retten.
- Vi møder op i retten i vores arbejdstøj for at vise vores kollega, at vi bakker ham op. Han skal ikke sidde alene med de her bøller, siger Jan Mikkelsen.
Han snakker næsten daglig med den overfaldne kollega og ved, hvordan han har det. Derfor krydser tillidsrepræsentanten fingre for, at straffen kommer til at stå mål med forseelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278