18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk førerstilling i fare

Dansk førerstilling i fare

Lørdag, 18. august, 2007, 00:00:00

Kapitalfondene har fået lov til at tage kontrol med samfundsmæssige interesser uden nogen form for særlov. Det kunne ikke engang ske i USA, siger teleekspert

Hvilke konsekvenser har det for et samfunds økonomi og fortsatte udvikling, når kapitalfonde opkøber et tidligere statsligt monopol, der er forpligtet til at levere en vigtig infrastruktur til samfundet?
Vil kapitalfondene være ansvarlig overfor de særlige 'public-service-forpligtelser? Eller er de komplet kolde overfor offentlighedens interesser?
Det er nogle af de spørgsmål, som en af verdens førende teleeksperter William Melody stiller og diskuterer i en rapport om kapitalfondenes opkøb af TDC.
Ifølge Melody er kapitalfondene i stigende grad interesseret i at opkøbe tidligere statslige monopoler indenfor tele, lufthavne og transport, samt el- og vandforsyning.
Og det kan få vidtrækkende følger, fastslår Melody:
'Konsekvenserne af denne overtagelse for den danske økonomi, for regeringens muligheder for at implementere dets politik, for telefonsektoren og informationssamfundet, er langt større end ved kapitalfondes overtagelser i den almindelige industri, hvor et enkelt firmas skæbne ikke afgør en hel branches fremtid.'

Pionerland
Danmark har igennem årtier haft en ledende position som et af verdens førende lande, hvad angår telefoni og it.
Vi har således en bredbåndsdækning per indbygger på 29,3 procent i 2006. Det er det højeste i Europa.
Ikke mindst er Danmark ledende, hvad angår arbejdet med den infrastruktur og service, som er nødvendig for at udvikle den næste generation af internet.
Gennem årtier - også før de lokale telefonselskaber blev sammenlagt i Tele Danmark - har Danmark derfor ofte været brugt som testområde.
Ifølge William Melody kan denne position i høj grad tilskrives det statslige monopol, der ejer den helt dominerende part af infrastrukturen i Danmark for telefon og kabel tv.
Det er en førerstilling, som er vundet gennem store investeringer i forskning og innovation i forhold til ny service. Ligeledes har Tele Danmark gennem årene gennemført træning og uddannelse af de ansatte på et meget højt niveau.

Tabt på gulvet?
Det store spørgsmål er nu, hvorvidt de nye ejere af TDC føler sig forpligtiget til fortsat at sikre Danmarks ledende position.
Vil de konkret fremme opbygningen af den næste generation af net-infrastruktur?
I rapporten tegner William Melody et meget dystert billede af Danmarks fremtid som it-nation.
For med den kraftige forgældelse af TDC, som kapitalfondene allerede har sat i værk, vil det være umuligt for TDC at investere langsigtet i produktionsapparatet, fastslår Melody.
Profitten vil i stedet gå til betaling af renter og afkast til ejerne. Der vil ikke blive investeret i udvikling af ny teknologi, som har betydning på længere sigt, forudser han.
Konkret forventer Melody, at TDC vil undlade at udnytte sine licenser på at udvikle det såkaldte 3G, fordi det kræver langsigtede investeringer, der først giver afkast længe efter kapitalfondenes tidshorisont på fem-syv år.

Public service
Et andet sted, hvor der opstår en konflikt mellem kapitalfondenes kortsigtede fokus på afkast og samfundets interesser, er vedrørende TDC`s forpligtelser til at levere offentlig service.
Det er langt mere vanskeligt, dyrt og langsomt at udvikle den offentlige infrastruktur og service, nu hvor de nye ejere har efterladt TDC med et gældsbjerg, fastslår Melody.
Frem for alt vil det gå ud over investeringer af sociale hensyn:
'Under NTCH`s femårige ejerskab kan man forvente, at denne public serviceforpligtelse vil blive reduceret til et minimum af investeringer og blive undgået helt, hvor det overhovedet er muligt', skriver han. Og videre:
'Man kan forvente tilsvarende minimale investeringer i speciel service for handikappede og andre sociale forpligtelser, som dræner i profitten'.

Efter 2014
Kapitalfondene har åbent erklæret, at de vil sælge TDC efter fem til syv år, når værdierne er trukket ud af koncernen.
Derfor er en stor del af gælden optaget, så den forfalder i årene 2014-2016, når kapitalfondene er ude igen. På det tidspunkt skal der altså ske en refinansiering af gælden.
Melody forudser, at i tilfælde af en høj rente kan en sådan refinansiering blive 'meget dyr og måske umulig, og TDC vil i så fald stå overfor en finansiel akut krise, og vil formentlig kræve, at regeringen skrider ind for at redde koncernen.'
Ifølge Melody peger dette i retning af, at kapitalfondene vil vælge at tilbagesælge TDC til det almindelige aktiemarked og lade den danske stat om at samle stumperne sammen.
Resultatet vil være et dramatisk tilbageslag for Danmark som it-land.
Melody fastslår, at andre teleselskaber - som for eksempel norske Telenor - vil forsøge at overtage det hul, som TDC efterlader i Danmark.
'Men i og med at TDC sidder på den helt dominerende del af det netværk, som skal anvendes for at nå ud til forbrugerne, vil det blive en meget langsom og vanskelig proces. Danmark vil falde tilbage som it-land', konkluderer han.

Gør dog noget
Den canadiske teleekspert lægger ikke skjul på, at han anser den danske regerings manglende indsats for at redde Danmarks telefon-infrastruktur fra ødelæggelse som noget nær skandaløs.
Ifølge Melody kunne det samme aldrig være sket i lande som USA eller Canada.
Normalt stilles der en lang række betingelser til kapitalfondene, når de overtager koncerner af national interesse: For at garantere et minimalt niveau for investeringer og for at sikre de ansattes interesser. Og ikke mindst for at regeringen fortsat kan gennemføre sin politik på kommunikationsområdet.
Det er fast kutyme i USA, Canada, og stort set alle andre lande. Men i Danmark har der slet ikke været den slags diskussioner, fastslår Melody.
Og han opfordrer kraftigt regeringen og Folketinget til at forsøge at reducere skaderne ved at stille skrappe krav om regulering.
Her er Melodys liste over, hvad regeringen minimum burde kræve:
* Alle udbetalinger af værdi til kapitalfondene, samt særlige bonusser til ledelsen skal godkendes af regering og Folketing.
* TDC skal levere en langsigtet investeringsplan, der sikrer Danmarks position som ledende it-land. Herunder konkrete investeringer i forskning.
* TDC skal levere en bæredygtig finansieringsplan, der lever op til de gængse normer for teleindustrien.
* TDC skal forpligtige sig på konkrete planer for uddannelse af de ansatte.
Der skal med andre ord indføres en meget strammere særlovgivning overfor telebranchen, fastslår Melody.
Men det haster, hvis der skal være noget at redde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. aug. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:47

Indland