Skotske krigsmodstandere trængte ind i et amerikansk fly under en mellemlanding. De ledte efter bomber til Israel
Skotsk dommer har frikendt syv fredsaktivister for anklager om ulovligt at være trængt ind på en flyveplads og ind i et amerikansk transportfly, som aktivisterne ønskede at inspicere for våben.
De selvudnævnte våbeninspektører slog til mod Prestwick lufthavnen den 6. august sidste år. Der var formodninger om, at amerikanske fly med bomber til Israel mellemlandede i Prestwick.
Dommer Montgomery baserer sin frikendelse på en række tekniske forhold, og undlader således at tage stilling til forsvarerens hovedpåstand; nemlig at nok var det ulovligt det, som aktivisterne gjorde, men ville forhindre en større forbrydelse, og bør derfor ikke straffes.
Forsvareren førte professor i fredsforskning Paul Rogers som vidne.
Paul Rogers fra Bradford Universitet erklærede, at israelske krigsforbrydelser var et centralt tema på tidspunktet for aktionen i lufthavnen. Israel havde i strid med international lov bombet civile områder i Libanon. Israel havde bedt USA om nødforsyning med ekstra bomber. Amerikanske fly med sådanne forsyninger skal mellemlande for at tanke brændstof og Prestwick var en oplagt mulighed.
Angie Zelter er en af de frikendte. Hun glæder sig over at professoren satte fokus på det centrale:
- Jeg er glad for at Paul Rogers satte domstolens fokus på det vigtige. Da der var gode grunde til at formode, at Prestwick medvirkede til krigsforbrydelser, havde vi fuld ret til at handle som vi gjorde.
Hun er vred over, at myndighedspersoner fralægger sig ansvaret, og hun henviser til retssagerne i Nürnberg efter Anden verdenskrig, der forpligter alle mennesker til at stoppe krigsforbrydelser. Men det er der ingen, der ved:
- Hele vores samfund bør uddannes i Nürnberg-principperne og den pligt, de giver os alle til at påtage os et ansvar og handle for at sikre overholdelsen af international lov, siger Angie Zelter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278