Seks folkeskoler lukker i Viborg Kommune. Flere andre kommuner planlægger også skolelukninger. Eleverne ender på privatskoler eller kæmpeskoler
Seks af de mindre skoler i den nye Viborg Kommune drejer nøglen om fra næste skoleår.
I løbet af de næste fire år vil Viborg Kommune spare 72 millioner kroner på skoleområdet. De 50 millioner kroner er rene nedskæringer for at få budgettet til at hænge sammen. De sidste 22 millioner kroner, som skæres ned, skal investeres andre steder i skolevæsenet for at skabe 'en folkeskole i særklasse', som partierne bag skoleforliget kalder det.
Bag forliget i Viborg står Socialdemokraterne, Konservative, Kristendemokraterne og Radikale. Skoleplanen skal op i byrådet den 28. august og derefter til høring på skolerne, inden den endelige beslutning træffes af byrådet den 27. november.
Sparekataloget fra Viborg Kommune er et af de første på landsplan, men det ser ikke ud til at blive det sidste. Frederikssund Kommune vil lukke to skoler, Københavns Kommune lukker mindst to skoler og lægger en række skoler sammen. Også Mariagerfjord Kommune lægger op til ny skolestruktur. Og i flere andre kommuner lyder samme signaler.
Kommunalreformen har efterladt mange af de nye kommuner med et gabende hul i økonomien, og det kan mærkes nu, hvor der skal indgås budgetforlig for 2008.
Undervisningsminister Bertel Haarder har tidligere givet udtryk for, at skolelukninger er kommunernes eget ansvar, men kommunerne forklarer lukningerne med, at det er en økonomisk nødvendighed for at få budgetterne til at hænge sammen.
Jo flere elever der er samlet på en skole, jo færre udgifter har kommunen per elev. Derfor lægger kommunerne skoler sammen, eller de lukker en skole og udbygger en anden. Lukningen af folkeskoler giver vind i sejlene for privatskolerne. Lukningen af Bøvling Skole i Viborg Kommune har allerede ført til en elevfremgang for privatskolen Bøvling Friskole.
- Vi har fået omkring 20-25 nye elever i år, og det er fra Bøvling Skole. Det er forældre, som har sagt, at de ved, skolen lukker, og så vælger de at flytte dem allerede nu, siger Hanne Ørskov Andersen, skoleleder på Bøvling Friskole, til P4 Midt Vest.
På en af de andre skoler, Viborg Kommune lukker, Bjerregrav Skole, har skolebestyrelsen besluttet sig for at føre skolen videre som en friskole, når kommunen lukker den som folkeskole. De har indsamlet de 20.000 kroner, der skal afleveres til Undervisningsministeriet for at oprette en friskole.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278